Freja Løwe brugte sin iværksætter-praktik på Sustainable Fashion til at starte sit eget bæredygtige brand, hvor hun bruger blomster og planter til at farve med. Det gør hvert stykke tøj til et unikt lille værk.

Freja Løwes instagram er ren terapi. Langsommeligheden og naturens skønhed forplanter sig fra billederne. Og så er den et indblik i, hvordan man kan farve med blomster og planter.

Hver kjole og silkestykke er farvet i hånden. Freja Løwe plukker selv de blomster og planter som giver farve til tekstilet. Og tøjet sys hos en lokal skrædder med seks ansatte på Bali, hvor hun bor halvdelen af året.

Freja Løwe er et eksempel på, at nogle gange skal man skrue helt ned for tempoet for at komme hurtigt frem til målet.

Det er nemlig kun en måned siden, hun dimitterede fra overbygningen Sustainable Fashion på KEA.

Det hele begyndte, da hun som led i uddannelsen til designteknolog var i praktik på Bali:

”Jeg faldt pladask for kulturen og balinesernes håndværksteknikker og kunstneriske tilgang til tekstiler,” siger Freja Løwe, som søgte om at komme i iværksætterpraktik på PBA’en i Sustainable Fashion, hvor hun tog tilbage til Bali og startede sit eget lille designstudie.

”Jeg arbejder primært med naturlig indfarvning, fordi syntetisk indfarvning er noget af det mest ødelæggende på grund af de mange kemikalier. Jeg farver mine materialer med forskellige planter og madaffald, som jeg indsamler hos lokale restauranter. Derudover samarbejder jeg med et lokalt sted, der farver de store materialer, jeg ikke selv har mulighed for at farve.”

Alle Freja Løwes design er produceret i rene materialer som silke, hør og håndvævet økologisk bomuld. Hun arbejder med naturen, kender sin skrædder og ved, at syerskerne har ordnede forhold. Men bæredygtigheden kommer også til udtryk ved, at såvel materialer som design er langtidsholdbart. Og så er den første kollektion udelukkende made to order.

”Jeg producerer kun det, jeg sælger og undgår på den måde spild. Men jeg gør det også for at sætte fokus på vores forbrugmønster og skabe en modpol til impulskøb og fast-fashion.”

Du kan læse mere og købe produkterne på  WWW.FREJALOEWE.COM

Ånd ud, tag med til Bali og oplev naturens små mirakler her
P1010304 2

P1013036 2