Vil du være specialiseret indenfor en afgrænset del af VVS-autorisationsområdet og blive fagligt ansvarlig i en virksomhed med delautorisation (i VDBO)?
Hvis du gennemfører hele forløbet "Delautorisation i VVS" på KEA, kan du blive fagligt ansvarlig i en virksomhed med delautorisation i "Vand og afløb i boliger (VDBO)".
Som fagligt ansvarlig indenfor "Vand og afløb i boliger (VDBO)", har du mulighed for at stå for det autorisationskrævende VVS-arbejde, der kan være i en bolig. Det kan fx være vandinstallationer i boligen eller afløbsarbejde over terrænhøjde. Delautorisationen gælder både helårsbeboelse og sommerhuse mm., der er godkendt til overnatning.
Vær opmærksom på, at denne delautorisation ikke giver autorisation til at udføre arbejde på gasområdet.
En delautorisation udelukker ikke, at du på et senere tidspunkt tager en fuld autorisation. Du vil kunne få merit for de første fire fag, som du allerede har taget på delautorisationen.
Bliv fagligt ansvarlig
Efter du har gennemført alle fag og har skrevet projektopgave/taget din delautorisationsprøve, kan du søge om at blive fagligt ansvarlig, så din virksomhed kan få en delautorisation. Det er Sikkerhedsstyrelsen, der godkender, at du kan blive fagligt ansvarlig på baggrund af dine kompetencer og dit gennemførte forløb på "Delautorisation i VVS".
Hvis du har din egen virksomhed, eller ønsker at starte din egen virksomhed, kan du med din virksomhed søge om delautorisation hos Sikkerhedsstyrelsen. En virksomhed skal have en fagligt ansvarlig for at opnå (og efterfølgende beholde) delautorisationen.
Læs mere om de forskellige autorisationer hos Sikkerhedsstyrelsen