KEA har et sæt overordnede regler for adfærd, som gælder for alle. Lokalt kan der være mere detaljerede regler.
Ordensregler
På KEA omfatter ordensreglerne foruden adfærdsregler også ordensregler, sikkerhedsforskrifter, husregler, opslag, skiltning og meddelelser på Itslearning og intranet. Disse lokale regler skal følges, selv om de ikke er indskrevet i nedenstående regler.
Alle der færdes på KEA, har pligt til at overholde ordens‐ og sikkerhedsforskrifterne.
Adfærd
- Både studerende og ansatte på KEA skal optræde hensynsfuldt og bidrage til, at alle på KEA kan arbejde og studere i et konstruktivt, åbent og uforstyrret miljø
- Dialogen mellem studerende og medarbejdere og mellem de studerende indbyrdes skal hvile på åbenhed, ligeværd og respekt for det enkelte menneske og dets holdninger
- KEA respekterer princippet om religiøs frihed, og anser religionsudøvelse for at være en personlig og privat sag
- Støjende adfærd, spisning og indtagelse af drikkevarer medvidere skal foregå uden gener for andre
- Rygning må ikke finde sted indendørs – dette gælder også e-cigaretter. Udendørs på KEA er rygning tilladt på særlige rygeområder, der er markeret med skilte
- Alkohol må ikke indtages inden for almindelig arbejdstid, undtaget i studentercafeens åbningstid.
- Euforiserende stoffer tolereres ikke under nogen omstændigheder
IT-regler
- De studerende skal følge de gældende it‐regler
- Internettet må ikke bruges til at downloade programmer, informationer fra websider eller kommunikation, som er strafbart ifølge straffeloven, lov om ophavsret, eller anden lovgivning, der regulerer brugen af internettet
- Hvis du tilføjer dit portræt til O365/Teams/UMS, skal det være et portræt af dig selv. Der må ikke tilføjes billeder af andre personer, genstande, dyr eller lignende.
Lyd- og videooptagelse
- Undervisning: Ønsker en studerende at optage en undervisningssekvens på lyd- eller billedfil, skal både klassen og de involverede undervisere forud have givet deres accept. Muligheden for optagelse er primært rettet mod studerende med læseproblemer.
- Eksamen: Lydoptagelse eller billedoptagelser under en eksamen er forbudt ifølge § 22, stk. 3 i eksamensbekendtgørelsen. KEA kan dog godkende det, hvis optagelsen indgår som en del af forløbet.
- Andre situationer: Det er ikke tilladt at optage samtaler (eller lignende) med studerende eller ansatte på KEA, uden at alle tilstedeværende har givet aktivt samtykke til optagelsen. Hvis en eller flere af de tilstedeværende efterfølgende trækker samtykket tilbage, skal optagelsen slettes øjeblikkeligt. Dette gælder både lyd- og billedoptagelser.
Indberetning af overtrædelse
Overtrædelse af gældende regler indberettes til uddannelseschefen, der afgør, hvad der videre skal ske. Indberetning til studieledelsen skal ske skriftligt eller snarest muligt følges op med en skriftlig fremstilling, der kan danne grundlag for en forelæggelse for den studerende.
- Ved overværelse af grove overtrædelser af reglerne kan enhver ansat bortvise den studerende midlertidigt fra KEA, indtil sagen er indberettet og behandlet
- Gentagne eller grove overtrædelser indberettes til chefen
- Der foretages øjeblikkelig indberetning til politiet af kriminelle forhold såsom trusler, voldelig adfærd, hærværk, brandstiftelse, tyveri mv.
- Chefen afgør sanktioner i de tilfælde, der har betydning for skolens funktion
Sanktioner
Uddannelseschefen kan bestemme, hvilke sanktioner en overtrædelse af KEAs regler skal mødes med i form af disse afgørelser:
- Tildeling af advarsel. Advarslen vil ligge i den studerendes mappe i den resterende studietid
- Udelukkelse fra dele af undervisningsaktiviteterne, herunder it‐systemet
- Uddannelseschefen kan bortvise en studerende fra KEA, hvis det findes nødvendigt for KEAs funktioner
- Midlertidig bortvisning fra KEA for en begrænset periode. Perioden fastsættes konkret og proportionalt i forhold til den konkrete overtrædelse. En bortvisning skal meddeles den studerende skriftligt inden for to dage efter, at bortvisningen er besluttet.
- Hvis der er tale om en gentagelsestilfælde, er det en skærpende omstændighed ved fastsættelse af en sanktion.
- Permanent bortvisning fra KEA. En permanent bortvisning skal meddeles den studerende skriftligt inden for to dage efter, at bortvisningen er besluttet.
Procedure
Inden der træffes afgørelse i sagen, skal den studerende have mulighed for at blive hørt. Den studerende har ret til en bisidder. Undtaget er tilfælde med misbrug af it‐systemet der umiddelbart kan dokumenteres.
En afgørelse truffet af uddannelseschefen kan indbringes for chefen senest to uger efter, at afgørelsen er meddelt den studerende.
Den studerende kan ved retlige forhold indbringe chefens afgørelse for Uddannelsesministeriet senest to uger efter, at den studerende er gjort bekendt med afgørelsen.