Studieform
Undervisningen foregår som en kombination af holdundervisning og projektarbejde, både individuelt og i grupper. Vi arbejder med tværfaglige problemstillinger og altid med et anvendelsesorienteret udgangspunkt.
Undervisningen foregår typisk i klasser (hold), hvor der ofte fokuseres på ét emne eller fag pr. dag. En undervisningsdag består som regel af en præsentation af et afgrænset emne, efterfulgt af praktiske øvelser, der knytter sig til emnet.
Undervisningsformen veksler mellem demonstration og/eller præsentation af teori og øvelser, hvor du får mulighed for selv at arbejde med stoffet. På KEA siger vi: "Du skal ikke bare vide, du skal kunne."
Forud for de fleste undervisningsdage vil der være krav om forberedelse, og efterfølgende kan der være opgaver og øvelser, som skal løses.
Gruppearbejde er en central del af undervisningen. Det betyder, at du ikke står alene med opgaver og projekter, men får mulighed for at samarbejde og støtte dine medstuderende i gruppen. Samtidig giver det dig værdifuld erfaring med gruppearbejde, som er en udbredt arbejdsform i dit fremtidige jobområde.
Hvad kræver det at gå på KEA?
Du skal regne med i snit at bruge ca. 43 timer om ugen på din uddannelse. Den tid er delt op i forskellige aktiviteter, som fx undervisning og forberedelse.
Studieaktivitetsmodellen viser dig, hvad der som minimum forventes af dig som studerende på KEA.
Bliv klogere på studieaktivitet
Samarbejde med erhvervslivet
På uddannelsen til datamatiker har du mulighed for at komme helt tæt på den branche, du skal arbejde i efter endt uddannelse. Udover din praktiktid, har du også mulighed for at samarbejde med erhvervslivet i forbindelse med dit afsluttende projekt.