Studerende fra forskellige it-uddannelser på KEA har skabt et digitalt værktøj, der gør det nemmere at lægge varer på Røde Kors’ webshop. ”En stor hjælp, som vi forventer os meget af”, siger digitaliseringschef i Røde Kors.
Studerende står bag "game changing" app på Røde Kors’ webshop
Noget af det gode ved genbrug er, at det ofte er unikke ting, og der kun er én af hver. Men for de frivillige i Røde Kors Genbrug har det også betydet, at hver vare skulle tastes individuelt ind i systemet med kategori, størrelse, farve, mærke osv.
Men nu har KEA-studerende udviklet en ny app, der selv kan aflæse de ting og straks lægge varen på webshoppen. Hvilket kommer til at betyde langt flere varer og større udvalg på Røde Kors’ webshop.
"Det er en game changer for webshoppen," siger Tina Donnerborg, chef for Røde Kors Genbrug:
”Vores største udfordring har hidtil været, at det har været en langsommelig og besværlig proces, som har gjort, at vi ikke har kunnet tilbyde kunderne det store udvalg, vi i princippet har og gerne vil sælge. App’en gør det hele så meget nemmere og sikrer et markant større udbud i vores webshop”, siger Tina Donnerborg.
Gør en positiv forskel
Samarbejdet mellem studerende på KEA, Røde Kors Genbrug og organisationens digitaliseringsafdeling er et led i at styrke Røde Kors’ digitale innovation:
”Det er fantastisk at kunne få lov til at trække på de dygtige studerende og få konkret glæde af deres idéer og nytænkning. Den digitale innovation har vi brug for i Røde Kors, hvor app’en kommer til at gøre en positiv forskel, fordi den i sidste ende betyder, at vi kan fortsætte med vores hjælpearbejde ude i verden og herhjemme”, siger chef for digitalisering i Røde Kors, Bjørn Borup, der ser frem til at fortsætte partnerskabet med KEA.
”Vi er startet med genbrugsområdet, men fremover vil vi også afsøge andre områder, hvor innovative digitale partnerskaber kan give værdi i Røde Kors’ arbejde”, fortæller Bjørn Borup.
Stor hjælp for de frivillige
Pengene fra Røde Kors Genbrug går direkte til Røde Kors’ internationale nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark, og jo mere, der sælges i organisationens butikker og webshop, desto mere er der at drive nødhjælp for.
Med den nye app, skal de frivillige blot tage et billede af den pågældende vare, og så aflæser den selv alle informationerne. ”Det en stor hjælp for de frivillige, som godt kan kæmpe lidt med det digitale”, siger Tina Donnerborg.
Tæt på virkeligheden
Uddannelseschef på KEA Digital, Ola Pukki, fortæller, at KEA har satset stort på lab- og værkstedsfaciliteter, der giver de studerende træning i de praktiske færdigheder, de vil møde i deres karriere.
”Undervisningsforløbet er et af mange eksempler på, at vores dimittender fra første dag er værdiskabende i de virksomheder, de ansættes i. Det bliver de, netop fordi vi uddanner i virkelighedsnære miljøer og i et meget tæt samarbejde med virksomheder og organisationer, som Røde Kors.”
Og det betyder virkelig noget for de studerende, siger lektor på Økonomi & IT Mikkel Wessel Nielsen:
"Samarbejdet med Røde Kors gør det muligt for os at stille vores studerende en opgave, hvor resultatet kan spille en rolle ude i virkeligheden. Det betyder meget for de studerende at vide, at det, de arbejder med, rent faktisk kan gøre gavn og være en hjælp for andre."
Faget Digital Produktudvikling er et tværfagligt valgfag til KEAs it-studerende såvel som udvekslingsstuderende fra vores partnerinstitutioner. I forløbet med Røde Kors deltog studerende fra USA, Holland, Østrig, Belgien, Spanien, Portugal, Frankrig, Norge, Finland og Tjekkiet.
De studerende arbejdede i agile projektgrupper over fire iterationer med at udvikle løsninger blandt andet i et virtuelt lab, der muliggør praksisnære undervisningsforløb med eksterne organisationer såsom Røde Kors.
Gruppen som designede og udviklede løsningen til de frivillige i Røde Kors genbrugsbutikker bestod af Sarah Helena Duarte, Jonas Shaker og Philip Tai Henriksen fra Multimediedesign-uddannelsen på KEA, Oliver Blom fra Datamatiker-uddannelsen på KEA, William Kruse fra uddannelsen IT-Arkitektur på Erhvervsakademi Aarhus og den hollandske udvekslingsstuderende Peter Holthinrichs fra vores partnerinstitution Saxion University of Applied Sciences.
Find Røde Kors Genbrugswebshop her.