Vil du have op til 10.000 kr. om året til efteruddannelse? Fra 2024 er Omstillingsfonden gjort permanent, og det betyder, at der kommer nye midler hvert år, som du kan søge.
Omstillingsfonden
Omstillingsfonden uddeler årligt ca. 86 mio. kr. til efteruddannelse i Danmark, så du kan få ny viden og kompetencer uden at skulle være bekymret for prisen. Du kan nemlig årligt få op til 10.000 kr. i tilskud til din efteruddannelse, hvis den er på akademi- eller diplomniveau.
Men du skal skynde dig, for midlerne er ikke ubegrænsede og de tildeles efter først-til-mølle-princippet hvert år. Året efter fyldes fondsmidlerne op igen.
Jo før, du søger, jo større er chancen altså for at få del i midlerne.
Når midlerne er brugt, vil du fortsat kunne søge om støtte fra Omstillingsfonden, men du vil komme på en venteliste.
Hvad kan du søge midler til?
Du kan søge om midler fra Omstillingsfonden til alle fag og kurser på KEAs akademi- og diplomuddannelser. Dog kan du kun søge om tilskud til fag på Akademiuddannelsen i Ledelse og Diplomuddannelsen i Ledelse, hvis du er ufaglært eller faglært.
Bemærk, at du søger Omstillingsfonden samtidig med, du tilmelder dig et fag/kursus.
Under tilmeldingen skal du angive, om vi skal bevare din tilmelding mod egenbetaling, eller om vi skal annullere den, hvis du ikke kan få tilskud fra Omstillingsfonden.
Hvem kan søge om midler fra Omstillingsfonden?
Hvis du kan nikke ja til disse syv udsagn, så er du i målgruppen, og kan søge op til 10.000 kr. pr. år til efteruddannelse på akademi- eller diplomniveau.
-
1. Du er faglært, ufaglært, professionsbachelor eller erhvervsakademiuddannet
Du skal være ufaglært, faglært eller have gennemført en kort eller mellemlang videregående uddannelse (MVU) for at søge om Omstillingsfond. Du kan altså fra 2024 også søge om Omstillingsfonden med en erhvervsakademiuddannelse eller professionsbacheloruddannelse i bagagen. Du kan også søge om Omstillingsfonden, hvis du har taget en akademiuddannelse eller diplomuddannelse.
Følgende kan søge om midler fra Omstillingsfonden:
- Ufaglærte
- Faglærte
- Erhvervsakademiuddannede
- Professionsbachelorer
- Efteruddannede på akademiniveau
- Efteruddannede på diplomniveau
Det betyder, at du ikke kan modtage tilskud fra Omstillingsfonden, hvis du allerede har gennemført en videregående uddannelse højere end professionsbachelorniveau. Det kan fx være en kandidatuddannelse, masteruddannelse eller en anden uddannelse på tilsvarende eller højere niveau.
HD 1. del er ikke omfattet af Omstillingsfonden.
Udenlandske uddannelseskvalifikationer betragtes som værende på videregående niveau, hvis Styrelsen for Forskning og Uddannelse anerkender uddannelsen som svarende i niveau til en afsluttet dansk videregående uddannelse.
Er du i tvivl om dit uddannelsesniveau?
På DUN-listen over danske uddannelser, kan du se, om dit uddannelsesniveau giver dig adgang til at søge om Omstillingsfond.
Hvis dit højeste uddannelsesniveau er på niveau:
- 6 eller lavere, kan du søge om Omstillingsfond.
- 7 eller højere, kan du ikke søge om Omstillingsfond
Gå til DUN-listen hos Danmarks Statistik (pdf)
-
2. Du er i beskæftigelse og ansat ved kursusstart
Du skal være ansat som medarbejder på hel- eller deltid i Danmark. Studiejobs er ikke godkendt som deltidsbeskæftigelse.
Fuldtidsstuderende på videregående uddannelser kan ikke modtage tilskud.
-
3. Du er IKKE selvstændig eller arbejdsgiver
Er du selvstændig eller arbejdsgiver, kan du ikke modtage tilskud fra Omstillingsfonden.
Selvstændige opfattes ikke som ansatte og kan ikke modtage tilskud.
Arbejdsgivere kan heller ikke modtage tilskud, da de ikke opfattes som ansatte.
-
4. Du er tilmeldt/tilmelder dig et fag på en akademi- eller diplomuddannelse
Hvis du ikke allerede er tilmeldt et fag hos os, så få et overblik over alle vores fag og find det rigtige for dig. Du skal udfylde tro og love-erklæringen, samtidig med du tilmelder dig faget.
Du kan se, hvordan du betaler med Omstillingsfonden under Sådan søger du.
Du kan ikke søge om Omstillingsfonden efter dit fag er startet.
Husk, at du ikke kan søge om tilskud til et kursus uden ECTS. Du kan kun søge tilskud til et fag på en akademi- eller diplomuddannelse.
Særligt for Akademiuddannelse i Ledelse og Diplomuddannelse i Ledelse gælder det, at du fra 2024 kun kan søge om tilskud til fag indenfor en af de to uddannelser, hvis du er ufaglært eller faglært.
-
5. Du har ikke opbrugt det årlige maksimumsbeløb på 10.000 kr. fra Omstillingsfonden
Du kan maksimalt få op til 10.000 om året i tilskud fra Omstillingsfonden. Hvis du allerede har opbrugt det beløb, kan du ikke få bevilget mere tilskud i år.
-
6. Du opfylder optagelseskravene for enten en akademi- eller diplomuddannelse
Du kan se optagelseskravene på de enkelte fag samt på selve uddannelsens side.
-
7. Du har underskrevet en tro og love-erklæring
Når du tilmelder dig et fag, skal du først udfylde en række oplysninger for at ansøge om midler fra Omstillingsfonden. Efter du har tilmeldt dig et fag, modtager du en mail med tro- og loveerklæringen, som du skal underskrive og sende til os.
Vi kan først behandle din ansøgning om Omstillingsfond, når vi har modtaget den underskrevne erklæring fra dig.
Midlerne uddeles efter "først-til-mølle"-princippet, så det er vigtigt, at du sender os den underskrevne tro-og-loveerklæring hurtigt.
OBS: Du kan ikke søge Omstillingsfonden, efter dit fag er startet.
Sådan søger du Omstillingsfonden
Du får automatisk tilbud om at søge Omstillingsfond, når du tilmelder dig til et fag på KEAs hjemmeside.
- Under "Fakturering" i tilmeldingen svarer du ja til "Betaling med omstillingsfond".
- Herefter skal du vælge, hvilken gruppe du hører til. Der er to målgrupper for Omstillingsfonden; Faglærte/ufaglærte og Videreuddannede op til MVU.
Faglærte/ufaglærte: Har du ikke afsluttet en videregående uddannelse, skal du vælge denne målgruppe. Det kan fx være dig, der har en erhvervsuddannelse eller er gået direkte i arbejde efter en ungdomsuddannelse.
Videreuddannede op til MVU: Har du gennemført en erhvervsrettet kort eller mellemlang videregående uddannelse (MVU), skal du vælge denne målgruppe. Det kan fx være dig, der har en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse. Du kan også have taget en efteruddannelse tidligere, fx en akademi- eller diplomuddannelse. Bemærk bachelorer fra universitet kan ikke søge om Omstillingsfond.
Du kan kun søge om tilskud til fag på Akademiuddannelsen i Ledelse og Diplomuddannelsen i Ledelse, hvis du er ufaglært eller faglært. - Hvis du er i målgruppen for at kunne søge om Omstillingsfond, skal du udfylde en række oplysninger om uddannelsesbaggrund, beskæftigelse, arbejdsgiver og eventuelle tidligere opnåede tilskud fra Omstillingsfonden i samme kalenderår.
- Kort efter din tilmelding modtager du en mail med din tro- og loveerklæring, som du skal printe ud, underskrive og uploade på det sikre link, du modtager i mailen fra KEA.
OBS: Vi kan først behandle din ansøgning om tilskud fra Omstillingsfonden, når vi har modtaget din underskrevne tro- og loveerklæring. Da vi uddeler pengene efter først-til-mølle-princippet, er det meget vigtigt, at du uploader din tro- og loveerklæring hurtigt.
Ansøgninger om tilskud fra Omstillingsfonden kan tidligst behandles 120 dage før opstart af dit fag.
Privatbetaler
Hvis vi kan godkende din ansøgning, får du en rabat på prisen, der svarer til det tilskud, du er blevet tildelt fra Omstillingsfonden. Vær opmærksom på, at Omstillingsfonden ikke dækker forplejning, litteratur mm. Det skal du (eller din virksomhed) selv betale.
Virksomhedsbetalt
Hvis du får faget betalt af din arbejdsgiver, og vi godkender din ansøgning, får din arbejdsgiver en rabat på prisen, der svarer til det tilskud, du får bevilget.
Er du allerede tilmeldt og vil søge om midler fra Omstillingsfonden?
Fik du ikke søgt om midler fra Omstillingsfonden, da du tilmeldte dig? Her kan du søge om Omstillingsfond, hvis du er i målgruppen og dit modul IKKE er startet endnu.
Bemærk, midlerne er ikke ubegrænsede og tildeles efter først-til-mølle.
OBS: Du skal uploade din underskrevne tro- og loveerklæring, inden dit modul starter.
Du skal udfylde én tro og love-erklæring for hvert fag, du ønsker tilskud fra Omstillingsfonden til.
Du kan ikke søge om Omstillingsfonden, efter dit fag er startet.
Inspiration fra andre der har fået økonomisk tilskud
Har du spørgsmål?
Er du i tvivl, om du er blandt dem, der kan søge Omstillingsfonden? Du er altid velkommen til at kontakte vores administration og studievejledning.
Kontakt administrationen på efteruddannelse@kea.dk eller på telefon 46 46 05 00.
Spørgsmål om dit valg af uddannelse?
Hos Studievejledningen kan du få råd og sparring om dit valg af uddannelse og få hjælp til at lægge en plan.
Kontakt studievejleder Joan Mathiasen på jonm@kea.dk eller på telefon 24 98 20 10
Info om Omstillingsfonden
Du kan læse mere om Omstillingsfonden hos Uddannelses- og forskningsministeriet.
Du kan også blive klogere på hvem der kan modtage omstillingsfond på ufm.dk.