Ved at bruge en dag om ugen på at uddanne sig ved siden af sit job, har Pia Holleufer rykket sig både fagligt og personligt. Og har fået et nyt spændende job.
Pia fik redskaberne til at udfolde sit potentiale gennem Koordinatoruddannelsen
Pia er 54 år og arbejder som IT-indkøber på CBS. Hun har arbejdet som indkøber, lige siden hun blev færdig som elev hos Irma. Derefter gik det slag i slag med stillinger på hovedkontoret hos COOP og senere i afdelingen for kommunikationsløsninger hos Kemp & Lauritzen.
Det var et godt job med gode kollegaer og gode arbejdsforhold, og Pia var også god til det.
Hun stod som projektleder og indkøber for telefon- og dataløsninger. Det vil sige, at når sælgeren havde solgt en telefoniløsning, så overtog Pia resten af planlægningen og sørgede bl.a. for at bestille varerne hjem.
Og hun havde efterhånden arbejdet med det i mange år.
Var gået i stå: "jeg havde et uforløst potentiale"
"Det var et godt job," fortæller Pia. Hun havde været der i mange år, og kunne godt lide at være der.
"Men på et tidspunkt begyndte jeg alligevel at kede mig. Jeg følte, at jeg havde et uforløst potentiale. Jeg ville gerne have puttet noget mere på. Men arbejdsforholdene var gode. Så måske også derfor, var jeg nok gået lidt i stå."
Pia ender på nettet for at undersøge, hvordan man kan uddanne sig, samtidig med at man passer sit job. I sin søgning støder hun på KEAS KOORDINATORUDDANNELSE:
"Da jeg læste beskrivelsen af den, og de spændende fag den indeholdt, tænkte jeg bare: Det er lige dét. Det er det, jeg har brug for, og som jeg gerne vil blive dygtigere til."
Et af de fag, der faldt Pia særligt i øjnene, var faget projektledelse:
"Jeg var dygtig til det allerede, fordi jeg var struktureret. Men jeg oplevede alligevel i selskab med andre kollegaer, at de brugte termer og teori indenfor projektledelse, som jeg manglede at kunne tale ind i. Jeg manglede kommunikationsværktøjerne."
MUS: Spurgte chefen om at få lov til uddannelse
Pia bragte sit uddannelsesønske på banen overfor sin chef til sin næste MUS. Og fik ja.
Chefen kunne se potentialet for Pia og arbejdspladsen:
"Vi talte om, hvordan jeg kunne blive en endnu bedre medarbejder. Han kunne godt se, at jeg ville få opdateret min viden og teori, og han kunne også godt fornemme på mig, at det var vigtigt for min arbejdsglæde, at jeg fik lov til at udvikle mig uddannelsesmæssigt."
En stor økonomisk fordel
Koordinatoruddannelsen er en videregående fleksibel akademiuddannelse uden SU og med egenbetaling på cirka 60.000 kr. På KEAs hjemmeside var Pia blevet opmærksom på, at hun kunne søge økonomisk tilskud fra Omstillingsfonden.
Det endte med at gøre en forskel:
"Det var klart lettere at sælge det ind til min chef med den besked."
Pia kunne fortælle ham, at hun kunne få næsten halvdelen af uddannelsens pris dækket gennem økonomisk tilskud fra Omstillingsfonden, en kompetencefond der giver faglærte og ufaglærte i job en mulighed for at få dækket deltagerudgifter på op til 10.000 kr. om året til akademiuddannelser.
Det endte med, at Pias chef gerne ville dække resten af uddannelsesudgiften, så uddannelsen blev gratis for Pia.
Fri fra job var et signal om seriøsitet
Pia fik dertil lov til at holde fri fra arbejde den dag om ugen, hun var afsted på uddannelse. Selvom det betød, at hun ikke kunne løse arbejdsopgaverne på kontoret den dag.
"Det var faktisk en fordel, at jeg var en hel dag væk fra arbejdet om ugen. Jeg fik virkelig mulighed for at fordybe mig i skoledagen, fordi det var hele dage, hvor jeg var fysisk væk fra min arbejdsplads. Det har betydet meget, fordi det gav et bedre fokus. Også i forhold til mine kollegaer, hvor jeg kunne mærke på dem, at det sendte et signal om seriøsitet."
Det var ikke kun blandt kollegaerne, uddannelsen blev taget seriøst. Også på studiet gav det genklang:
"Det var meget seriøst, og jeg kunne mærke at både jeg selv og de andre medstuderende virkelig ville det her. Ellers bruger man nok heller ikke så mange timer på det."
De andre studerende var ligesom Pia selv i gang med job og havde været på arbejdsmarkedet længe.
"Det var folk på min egen alder og med job, der mindede om mit, men bare med forskellige titler. Der var afdelingssekretærer, koordinatorer, projektledere, projektassistenter – men fra meget forskellige typer virksomheder. Både fra det offentlige og det private, store og små. De havde livserfaring og erhvervserfaring, de bragte i spil i undervisningen og i de faglige diskussioner. Det var virkelig inspirerende. Vi tog på den måde afsæt i vores egne virkelige cases og erfaringer fra vores forskellige arbejdspladser. Det tiltalte mig virkelig at være blandt ligesindede, for det var mange år siden, jeg havde været på skolebænken."
Fik redskaberne til at stille sig selv frem
Koordinatoruddannelsen er sammensat af fagene: Projektledelse og koordinering, Kommunikation i praksis, Digitale redskaber, Salgspsykologi og service, Coaching og konflikthåndtering.
"Det der er så fint ved uddannelsen er, at der er en rød tråd gennem fagene. Der er blandt andet en del modeller, der går igen. Skal jeg pege ét særligt fag ud, vil det nok være Kommunikation i praksis."
Kommunikation i praksis er et 10-ECTS fag, som man ligesom de andre fag følger 1 dag om ugen igennem 8 uger. Faget kvalificerer til at arbejde med mundtlige, skriftlige og digitale kommunikationsopgaver på et professionelt niveau, og man får en række praktiske kommunikationsværktøjer.
"Der lærte vi at stille os selv op og holde tale for mange mennesker, at præsentere os ved hjælp af nogle gode redskaber. Det var også på dét fag, jeg blev virkelig klar over den forskel, der er på os mennesker. Det betyder noget, når man skal målrette sin kommunikation."
Uddannelsens forskellige fag har ikke kun givet Pia faglig værdi:
"Uddannelsen har også udviklet mig, så jeg fx ikke længere er så hurtig til at dømme andre. Bl.a. faget Salgspsykologi og service gjorde mig meget mere bevidst om, hvordan jeg skal udtrykke mig forskelligt til forskellige personer. At andre folk ikke er tossede – de er bare en anden type end jeg, når de kommunikerer, som de gør. De er en anden DISC profil. Det har været virkelig fagligt og personligt spændende og udviklende at tage uddannelsen."
Personligt netværk fra uddannelsen førte til nyt job
Pia fik også hjælp gennem sit netværk på uddannelsen, da hun pludselig stod uden job:
"Faktisk er det gennem det personlige netværk, jeg har oparbejdet her hos KEA på Koordinatoruddannelsen, at jeg i dag har et nyt og spændende job, som jeg er rigtig glad for," fortæller Pia.
Hen mod slutningen af Koordinatoruddannelsen blev Pia afskediget fra sit job på grund af nedskæringer.
"Det var nok i virkeligheden det spark, jeg skulle have. Jeg skulle ud at prøve noget andet. Men der var jo god løn, gode kollegaer og det var tæt på, hvor jeg boede. Jeg kunne dog mærke allerede kort tid efter, at jeg havde det ok med at blive afskediget," fortæller Pia.
Det var en uventet mulighed for at prøve noget nyt.
En af Pias medstuderende fra uddannelsen, som hun havde fulgtes med fra starten, fortalte om en ledig stilling som IT-indkøber der, hvor hun arbejdede. Hun mente, det var det helt rigtige match.
"Jeg ville aldrig selv havde søgt den stilling. Men Pernille var helt sikker på, at den stilling hos CBS var lige noget for mig. Og hun sørgede også for at fortælle CBS, at en af hendes medstuderende på KEA ville sende en ansøgning."
Et "rigtigt" papir på kompetencerne
Der findes mange tilbud om efteruddannelser og kurser, men for Pia var eksamenspapiret vigtigt:
"Hvis jeg skulle gøre det her og spille mig selv bedre, og hvis jeg skulle knokle for det, så skulle det også afsluttes ordentlig med et rigtigt eksamenspapir," fortæller Pia og henviser til, at KEAs Koordinatoruddannelse er en videreuddannelse på akademiniveau. Uddannelsen udløser et statsanerkendt eksamensbevis med ECTS-point, der er kompetencegivende og kompatibelt med det danske og europæiske uddannelsessystem.
Det handler bare om at komme i gang
Adspurgt om et sidste godt råd til andre, der overvejer at starte på Koordinatoruddannelsen, siger Pia:
"Som en af talerne ved dimissionsfejringen på KEA sagde: 'Hvis man tror, man er færdiguddannet, så er man ikke uddannet, så er man færdig.' Da kom jeg til at tænke på, hvor rigtigt og vigtigt, det er: at man bliver ved med at være nysgerrig og spille sig selv så god som muligt," siger Pia og fortsætter:
"Du står så meget bedre, hvis du bliver nødt til at skifte job lige pludseligt. Og også bedre end de yngre, der bare overhaler dig. Både på det personlige og faglige plan handler det bare om at komme i gang."
Men hun ved også godt, at det kan kræve noget ekstra at kaste sig ud i efteruddannelse ved siden af sit job. Men det skal ikke afskrække, mener hun:
"Det er et super godt signal at sende både til kollegaer og chefer – nuværende og fremtidige – at du har prioriteret at ofre den tid, det tager at efteruddanne dig. Jeg har helt klart fået det ud af det, jeg gerne ville."
Afsluttende tilføjer hun:
"Det er helt trist, at jeg ikke skal ind på KEA mere. Men det er nu også fint at slappe lidt af," siger hun og smiler. Men hun afslører alligevel, at hun allerede nu har tænkt på at springe ud i mere efteruddannelse – nemlig at dykke mere ned i kommunikation – men det bliver næste uddannelsesprojekt og først efter en velfortjent pause.
Koordinatoruddannelsen
Koordinatoruddannelsen er målrettet dig, der arbejder som fx sekretær, receptionist, assistent eller koordinator, og som har en koordinerende og planlæggende rolle i dit arbejde.
På uddannelsen kan du tage:
- Projektledelse og koordinering
- Kommunikation i praksis
- Digitale redskaber
- Salgspsykologi og service
- Coaching og konflikthåndtering