Er du i tvivl om, hvad du skal vælge? En akademi- eller diplomuddannelse eller måske et enkelt kursus? Eller har du mere praktiske spørgsmål til din efteruddannelse?
Studievejledning
Uddannelse stopper ikke nødvendigvis, når du har et eksamensbevis i hånden efter en erhvervsakademi-, bachelor- eller kandidatuddannelse.
Uddannelse er en livslang proces, og du har mulighed for at supplere dine kompetencer med en lang række efteruddannelsestilbud.
Akademi- og diplomuddannelser er efteruddannelser, som er målrettet voksne med erfaring fra arbejdsmarkedet og tilrettelagt, så du kan tage fagmoduler fra uddannelserne i fritiden, som en del af arbejdstiden eller under et ledighedsforløb.
Her kan du læse om dine uddannelsesmuligheder, alt efter om du ønsker uddannelse på et bestemt niveau, indenfor et bestemt fagområde eller tilpasset din aktuelle beskæftigelsessituation.
Kontakt
Du kan kontakte studievejleder Joan Nielsson Mathiasen vedrørende spørgsmål om KEAs efteruddannelser, det kan fx være i forbindelse med:
- Uddannelsesvalg
- Optagelseskrav
- Tilrettelæggelse af din uddannelse
Joan kan desuden hjælpe dig med spørgsmål om, hvordan du kan/skal være studerende på en efteruddannelse samt muligheder for at blive realkompetencevurderet og/eller få merit.
Praktiske spørgsmål
Har du spørgsmål af mere praktisk karakter, fx om:
- Opstart af fagmoduler
- Tilmeldinger
- Uddannelsesbeviser mm.
så sidder de klar i Studieadministrationen til at hjælpe dig. Du kan kontakte Studieadministrationen på:
T: +45 46 46 05 00
E: efteruddannelse@kea.dk
Akademi- eller diplomuddannelse?
KEA tilbyder efteruddannelser på akademi- og diplomniveau.
Akademiuddannelsen er en kortere videregående uddannelse, der svarer til et års fuldtidsstudier (60 ECTS). Akademiuddannelsen giver adgang til en diplomuddannelse.
En diplomuddannelse er en mellemlang videregående uddannelse på niveau med en professionsbachelor, som giver adgang til en masteruddannelse. Diplomuddannelser svarer også til et års fuldtidsstudier (60 ECTS).
Du kan også vælge at tage et enkelt kursus, hvis du ikke vil gå i gang med en hel uddannelse nu.
Hvad er ECTS?
ECTS-point angiver den tid, du skal forvente at bruge til undervisning, forberedelse, undersøgelser, læsning, hjemmearbejde, opgaveskrivning, eksamen og øvrige aktiviteter, som et studieforløb kræver.
30 ECTS svarer til arbejdsbelastningen i et semester. 60 ECTS svarer til arbejdsbelastningen i et år. Der er tale om en gennemsnitsbetragtning og nogle studerende vil derfor bruge flere timer, nogle færre. 60 ECTS-point svarer ca. til 1650 studietimer og 1 point svarer til en gennemsnitlig arbejdsindsats på cirka 27-28 timer.
De enkelte fagmoduler på KEAs efteruddannelser svarer til 5 og 10 ECTS.
Vær opmærksom på, at ECTS ikke måler på fagligt niveau eller sværhedsgrad. Det er udelukkende en indikation på det tidsforbrug, du skal regne med at bruge på fagmodulet/uddannelsen. For at få ECTS for et fagmodul skal du gennemføre hele studieforløbet og bestå de eksamener eller prøver, der er tilknyttet fagmodulet.
Anvendelse af ECTS point er obligatoriske for danske videregående uddannelser.
ECTS er et internationalt pointsystem, som står for European Credit Transfer and Accumulation System. ECTS kan lette din mulighed for at få godkendt en uddannelsesaktivitet ved en anden institution i Danmark eller i udlandet, men ECTS er IKKE et automatisk system til meritoverførsel.
Vælg efter interesse
Vi har mere end 25 efteruddannelser indenfor 11 forskellige interesseområder. Så mon ikke vi også har noget for dig?
Vores efteruddannelser er alle på akademi- eller diplomniveau. Udover vores "traditionelle" efteruddannelser har vi sammensat en række efteruddannelser til helt særlige målgrupper eller områder.
Byggeri Design Energi HR IT Kommunikation & Markedsføring Ledelse Optometri Produktion & Industri Salg & Retail VVS & El
Optagelseskrav
For at blive optaget på en akademi- eller diplomuddannelse skal du have mindst 2 års relevant erhvervserfaring. Det samme gør sig gældende, hvis du søger ind på et enkelt kursus på akademi- eller diplomniveau.
Derudover skal du have enten en relevant erhvervsuddannelse, grunduddannelse for voksne, gymnasial uddannelse eller en anden relevant uddannelse på mindst samme niveau, som det du søger ind på.
Hvis du søger ind på et kursus eller en uddannelse på akademiniveau, skal du som minimum have en uddannelse svarende til en ungdomsuddannelse.
Hvis du søger ind på et kursus eller en uddannelse på diplomniveau, skal du som minimum have en uddannelse svarende til akademiniveau. Det kan fx være en erhvervsakademiuddannelse.
Enkelte af vores uddannelser har andre optagelseskrav. Du kan på de enkelte uddannelser og kurser se, hvis der er specifikke optagelseskrav.
Guides til dig
Hvis du vil vide mere om, hvordan det er at læse på en efteruddannelse på KEA, eller har du praktiske spørgsmål omkring forløb mm., så kan du i vores guides læse mere om bl.a.:
- Uddannelsernes opbygning
- Hvordan du vælger uddannelse
- Hvordan du skriver en opgave
- og meget andet...
Er du endnu ikke studerende hos os, så har vi samlet den information, der er relevant for dig i vejledning inden du starter efteruddannelse.
Er du allerede studerende hos os, så kan du finde information på vores intranet for studerende.