Dette er en vejledning til dig, som overvejer at tage en akademi- eller diplomuddannelse på KEA. Her kan du læse om de efteruddannelser, vi udbyder hos KEA, og du kan finde en række praktiske informationer, så du kan komme i gang med en efteruddannelse.

Vejledning inden du starter
Akademi- og diplomuddannelserne er henholdsvis korte og mellemlange videregående erhvervsrettede uddannelser. Du kan vælge at tage enkelte moduler fra en uddannelse – eller du kan tage hele uddannelsen. Hvis du gerne vil have en hel akademi- eller diplomuddannelse, skal studiet være afsluttet senest seks år efter start.
Undervisningen på akademi- og diplomuddannelserne tager udgangspunkt i praktiske problemstillinger, og uddannelserne er rettet mod anvendelse i praksis. Du kan ofte tone fagene i forhold til de udfordringer og problemstillinger, som du er mest optaget af gennem dit valg af projekt- eller eksamensopgave. I afgangsprojektet har du særligt gode muligheder for at koble til din egen praksis, fordi du her arbejder med en selvvalgt, praksisorienteret problemstilling. Både gennem dit valg af fag og din toning af projektopgaver og afgangsprojekt har du mulighed for at tilrettelægge en uddannelse, som er relevant lige præcis i forhold til dine ønsker og behov.
Uddannelsestyper
-
Akademiuddannelse
Akademiuddannelsen er en kort videregående uddannelse. En akademiuddannelse er et godt valg, hvis du søger en fleksibel efteruddannelse på deltid samtidig med, at du gør karriere. Akademiuddannelsen tager udgangspunkt i din hverdag, og du bliver opdateret på den nyeste viden om centrale tendenser inden for dit fag – en viden du straks kan bruge i dit daglige arbejde eller som springbræt til at søge nye jobmuligheder.
-
Diplomuddannelser
En diplomuddannelse er til dig, som er godt i gang med din karriere, men som også har brug for at supplere din praktiske viden, arbejds- og livserfaring med teoretiske begreber. Diplomuddannelserne tager udgangspunkt i at styrke dine kompetencer til selvstændigt at kunne løse opgaver i en kompleks og strategisk hverdag. Diplomuddannelsen bliver tilrettelagt til dig, så du har mulighed for at kombinere din uddannelse med dit arbejde. Du kan vælge at tage hele uddannelsen, eller du kan tage enkelte moduler, der har din særlige interesse.
-
Fleksibel akademi- eller diplomuddannelse
Hvis du gerne vil kombinere kurser fra flere forskellige akademi- eller diplomuddannelser, så har du faktisk mulighed for det. Du kan nemlig vælge at være fleksibel studerende. Det kræver, at du allerede inden studieforløbets start får studievejlederens godkendelse af din studieplan for dit særlige forløb.
Hvis du har overvejelser i den retning, så kontakt studievejlederen på den pågældende uddannelse.
Praktiske informationer
-
Selvstuderende
Det er muligt at komme til eksamen uden at have deltaget i undervisningen. Krav i studieordningen til eksamen og obligatoriske opgaver skal dog udføres. Det skal samtidig understreges, at denne mulighed ikke giver adgang til flere eksamensforsøg end vedtaget ifølge reglerne for den enkelte uddannelse.
KEA tilrettelægger ikke særskilte eksamener til selvstuderende, og man har derfor kun mulighed for at melde sig til de eksamener, der i forvejen er planlagte.
KEA opkræver 5000 kr. pr. eksamen til dækning af omkostninger.
-
Finansiering
Der er mulighed for at få støtte til finansiering af uddannelsen. Mange studerende får helt eller delvist uddannelsen betalt af deres arbejdsgiver. Nogle brancher har uddannelsesfonde, hvor medlemmer kan søge om støtte til efteruddannelse. Dette kan du søge via din fag- og brancheforening.
Læs mere om muligheden for økonomisk tilskud
Det er også muligt at søge gennem Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) og få økonomisk kompensation for den periode, hvor medarbejderen er på efteruddannelse. Det kræver dog, at undervisningen på det fag, der søges SVU til, er tilrettelagt inden for en periode på 8,3 uger fra faget starter til eksamenen er overstået.
På KEA vil nogle akademiuddannelser være tilrettelagt således, hvor andre ikke er. Har du spørgsmål til dette, kan du kontakte uddannelsens studievejleder. Man kan kun søge om SVU til diplomuddannelser, hvis man ikke har et uddannelsesniveau over en erhvervsuddannelse.
Læs mere på www.svu.dk
-
Optag
Når du har tilmeldt dig via hjemmesiden, genererer systemet automatisk en mail til dig, hvor du kan se dine tilmeldingsoplysninger. Denne mail bliver også registreret i studieadministrationen. Du er optaget, hvis du opfylder adgangskravene. Du hører først fra studieadministrationen i forbindelse med opstart, hvor studiesekretæren sender en indkaldelse til undervisning ca. en til to uger før opstart.
Vær opmærksom på, at holdene kun oprettes ved tilstrækkelig tilslutning. Hvis KEA mangler tilmeldinger til det hold, du har tilmeldt dig, så vil du naturligvis høre fra os og få mulighed for at tilmelde dig et andet kursus.
-
Studieordning
Overvejer du, hvordan du bedst sammensætter din uddannelse? Er du nysgerrig på dine muligheder for at læse videre – eller i tvivl om adgangskrav, merit eller noget helt fjerde?
Så tag et kig i uddannelsernes studieordning, eller kontakt os direkte – vi er klar til at hjælpe dig.
Skriv til os på efteruddannelse@kea.dk
Ring på 46 46 05 00 (alle hverdage kl. 9.00–15.00) -
Hvilke bøger skal jeg købe?
Lige før studiestart vil du modtage en indkaldelse fra studiesekretæren med alle praktiske oplysninger som adresse, underviser, lokale, bøger mm.
Du bestemmer selv, hvor du køber bøgerne, men vær opmærksom på at få de rigtige udgaver. Mange vælger at købe bøgerne på nettet. Her har du mulighed for at sammenligne priser, og nogle steder får du også rabat som studerende. Du kan fx benytte dig af www.saxo.com eller www.academicbooks.dk.
-
Særlige behov
Hvis du har læsevanskeligheder samarbejder KEA med KVUC, hvor du har mulighed for at få støtte, hvis du er fx er ordblind. Hvis du har brug for mere information eller vejledning, kan du kontakte vores SPS-vejledere.
Ordblind eller læsesvag? KEA samarbejder med KVUC, hvorigennem du kan få støtte, hvis du er læsesvag eller ordblind. Hvis du vil vide mere, så kontakt Hanne Stærgaard på tlf. 51 32 58 14 eller e-mail has@kvuc.dk.