Ved at kombinere satellitbilleder, vandkvalitetsmålinger og kunstig intelligens kan app’en finde de bedste steder at bore efter rent vand i Somalia og andre udviklingslande.
Datamatikere udvikler banebrydende app til at finde vand
Hvis man gerne vil gøre en forskel, så er en af IT-uddannelserne på KEA et oplagt valg. Og det er Ikhra, Munira og Ugbaad et godt eksempel på. I deres afsluttende projekt på deres uddannelse til Datamatiker har de udviklet en app, som kan finde de bedste steder at bore efter rent vand og sikre en bæredygtig vandforsyning.
”Vores projekt er unikt, fordi vi kombinerer AI, satellitbilleder og vandkvalitetsmålinger i én samlet løsning, der giver præcise, datadrevne anbefalinger. Det gør det muligt at finde de bedste boresteder hurtigt, effektivt og økonomisk – noget, der tidligere ikke har været muligt i samme skala.”
Ny teknologi er en game changer
Tidligere var denne type teknologi ikke tilgængelig, da den nødvendige infrastruktur til realtids satellitbilleder med høj opløsning og de AI-værktøjer, der kunne analysere data effektivt, ikke var udviklet. Først for nylig er teknologien blevet skalerbar, hvilket muliggør global overvågning af vandressourcer i udviklingslande.
”Denne teknologiske udvikling gør os i stand til at tilbyde præcise, datadrevne løsninger.
Mange løsninger fokuserer på at hjælpe i øjeblikket, men vi går et skridt videre: Vi giver lande som Somalia og andre udviklingslande værktøjerne til at hjælpe sig selv på lang sigt. Vores teknologi er ikke kun en løsning på en akut krise, men en investering i en bæredygtig fremtid, hvor disse lande kan stå på egne ben og opbygge deres egne løsninger til vandforsyning,” lyder det fra de tre studerende.
App’en sikrer, at ressourcerne bruges de steder, hvor de har størst effekt. Desuden sikrer app’en at de valgte boresteder har en ordentlig vandkvalitet og er bæredygtige.
Hvem er app’en rettet mod?
”Vores løsning kan anvendes af en bred vifte af aktører, der arbejder med at sikre rent vand, sanitet og sundhed for alle. Vores teknologi er til dem, der ønsker at skabe varige forandringer i vandforsyningssystemer – både i udviklingslande og globalt.
Det inkluderer NGO'er samt lokale aktører, der er involveret i vandforsyning og infrastruktur. Vi henvender os også til aktører, der arbejder med sundhedsforbedringer, især dem der fremmer FN's Verdensmål 6 om rent vand og sanitet for alle og mål 3 om sundhed og trivsel. Vores løsning giver disse aktører mulighed for at optimere deres ressourcer, maksimere deres impact og sikre, at deres indsats bidrager til en bæredygtig fremtid for både vandforsyning og sundhed på globalt plan.”
Kan forbedre livskvaliteten for millioner
Projektet er lige nu i de sidste faser af udviklingen. De tre studerende har afsluttet dataindsamlingen, og de vigtigste oplysninger er blevet analyseret og implementeret i app’en.
”I øjeblikket er vi i gang med at få tilsendt data og koordinater fra Somalia for at sammenligne dem med vores forudsigelser og se, om appens beregninger er korrekte. Det er en vigtig del af testfasen, så vi kan sikre, at vores app leverer præcise resultater, før vi går videre til næste fase,” lyder det fra gruppen, som har store forhåbninger til teknologien og arbejder med sloganet Hidden waters, endless hope:
”Teknologien i vores projekt har potentiale til at revolutionere måden, vi finder og bruger vand på globalt plan. Det er ikke bare en løsning på en lokal vandkrise, men en metode, der kan anvendes i mange udviklingslande verden over. Det er en investering, der kan forbedre livskvaliteten for millioner af mennesker, skabe økonomisk vækst og øge ligestilling.”