Søgningen til KEA viser stor interesse for grøn omstilling og sikkerhed. Der er markant fremgang på de tekniske uddannelser, mens Bygningskonstruktør og den nye uddannelse i Cybersikkerhed oplever decideret overvældende interesse.
Cybersikkerhed stormer ind – rekordmange ansøgere

Normalt tager det noget tid at få spredt kendskabet til en ny uddannelse, men det har ikke været tilfældet med KEAs nye uddannelse i Cybersikkerhed, som i den grad har ramt plet ikke mindst hos de uddannelsessøgende.
Cybersikkerhed har fået imponerende 197 førsteprioritetsansøgninger og 431 ansøgninger i alt til 80 studiepladser.
"Det er vanvittigt godt for en helt ny uddannelse. Vi har ramt plet med Cybersikkerhed. Ansøgertallene viser både den enorme interesse for området, og det store behov for specialister inden for feltet," siger uddannelsesdirektør Eva Valcke.
Danmark har brug for digitalt forsvar
Der er et stort behov for at styrke det danske forsvar - og det handler langt fra kun om krudt og kugler. Ifølge Dansk Erhverv kommer Danmark til at mangle 20.000 medarbejdere med cybersikkerheds-færdigheder.
”Som verdens mest digitaliserede land, giver den stigende cybersikkerhedstrussel naturligvis anledning til bekymring, siger Patrick Terman-Andreasen uddannelsespolitisk konsulent i HK Stat, hvor blandt andet Forsvaret hører under. Og derfor er han rigtig glad for, at det første hold starter til august.
”Vi har jo alle set, hvordan cyberangreb bliver en større og større trussel mod statslige institutioner og private virksomheder. Tidligere har det ikke været muligt at tage en decideret cybersikkerhedsuddannelse - så vi er glade for, at det nu er en mulighed.”
En af dem der har søgt ind er Ava Pedersen:
”Jeg har altid været meget interesseret i cybersikkerhed og it. Som 12-årig sad jeg og programmerede vira og testede dem på mine egne enheder. Både min far og bror arbejder med it, og de har vist mig, hvad de arbejdede med. Jeg lærte mig selv at lave malware, fordi det var fascinerende. Men jeg har ikke den store interesse i at være kriminel, jeg vil hellere gøre noget godt for samfundet.
Jeg drømmer om måske at få min egen virksomhed, som vejleder andre i cybersikkerhed, men først skal jeg ud og arbejde og få en masse erfaring.”

Stor fremgang på tekniske uddannelser
Der er en markant fremgang i antallet af ansøgninger til de tekniske uddannelser. Ikke mindst Energiteknolog, som er essentiel for den grønne omstilling.
Energiteknolog har en stigning på 42 procent i førsteprioritetsansøgere.
"Vi har virkelig satset på det tekniske område, og det afspejler sig tydeligt i ansøgertallene for de tekniske uddannelser, som går frem med 14 procent," siger uddannelsesdirektør Eva Valcke.
"Særligt for energiteknologuddannelsen er det glædeligt, fordi det er et område, som er meget, meget vigtigt for samfundet, men som hidtil har været svært at få nok ansøgere til. Men også uddannelser som Automationsteknolog og Produktionsteknolog, som gør det rigtig godt, og som store virksomheder som fx Novo Nordisk virkelig har brug for.”
Fremtidssikret valg
En af dem der har søgt ind på Energiteknolog er Jeppe Miksa:
”Energi og bæredygtighed har haft min interesse altid. Det er tiltrækkende, at uddannelsen kun tager to år, men at der samtidig er mulighed for at tage en top up i Energimanagement. Energi – og bæredygtig energi – er også et område Danmark satser på, så jeg tænker, det er en fremtidssikret vej at gå.”
Der er stadig muligt at søge ind på Energiteknolog og Produktionsteknolog.

Bygningskonstruktører i høj kurs
Også bygningskonstruktøruddannelsen oplever markant fremgang med en stigning på 32 procent i førsteprioritetsansøgere på Campus Nørrebro og 10 procent i Hillerød.
Bygningskonstruktøruddannelsen er i gang med en spændende udvikling med fokus på renovering og transformation af eksisterende bygninger samt nybyg med materialer fra dekonstruktion.
"Vi arbejder med fremtidens kompetencer inden for byggeri frem mod 2040. Det handler om dekonstruktion, rekonstruktion og transformation i stedet for nybyggeri," siger programchef Louise Boel.
Hun fortsætter:
"Det virkelig spændende er dekonstruktion og design for adskillelse og genanvendelse, som er en helt ny måde at tænke på. Det handler om at bruge eksisterende materialer fra nedrivninger. Men også hvis man bygger nyt, er det tegnet og tænkt med det formål, at alle materialer nemt skal kunne genbruges. Og vi kan se, at den omstilling vil de unge rigtig gerne være en del af. Vores dimittender er og bliver pionerer i og medvirkende til at fremskynde den grønne omstilling i alle byggeriets faser."
- I alt har KEA fået 6.747 ansøgninger
- Professionsbachelor-uddannelserne samlet set stiger med 35 procent
- De tekniske uddannelser går frem med 14 procent
- Bygningskonstruktør går frem med 32 procent på Nørrebro og 10 procent i Hillerød
En god blanding af det boglige og praktiske
Freja Thalbitzer har valgt at bruge sit høje snit til at søge ind på Bygningskonstruktør.
”Jeg er interesseret i både det akademiske og det praktiske, og en professionsbachelor er en god blanding af det boglige og praktiske.
Jeg kender mange, der har valgt fx medicin på grund af det høje snit, men for mig skal det føles rigtigt, mere end at være en udnyttelse af et højt snit. Jeg vil rigtig gerne arbejde med bæredygtige projekter.”
Design tiltrækker stadig mange
På designområdet er søgningen faldet en smule, men der er stadig mange gange flere ansøgere end pladser på de stærkt dimensionerede uddannelser.
"Vi har arbejdet meget målrettet med dimittendprofiler på designområdet - både som redskab til forventningsafstemning til kommende ansøgere og for at være skarpere på, hvilken værdi vores designere kan bidrage med til branchen. Det har blandt andet medført en lavere dimittendledighed blandt vores dimittender," siger Eva Valcke.
I alt har KEA fået 6.747 ansøgninger.
Professionsbacheloruddannelserne går frem med 35 procent.

KEA og Cphbusiness er lagt sammen, og hedder nu EK - Erhvervsakademi København.
EK har fået 13.022 ansøgninger i alt
Vi er Danmarks største erhvervsakademi med 20.000 studerende. Uddannelserne og afdelingerne er de samme, og denne sommer søger du stadig ind på KEA, men du bliver optaget på EK.
Vi glæder os til at se dig.
Om forfatteren
