Det Cirkulære Laboratorium på Roskilde Festival og KEAs Start Up Hub samarbejder om at udvikle bæredygtige virksomheder og gøre Danmarks største festival endnu grønnere.
KEA og Det Cirkulære Laboratorium på Roskilde Festival samarbejder om nye start-ups

Udover musik og lejr-fester foregår der en helt særlig form for innovation på Roskilde Festival. Her arbejder unge iværksættere nemlig med at udvikle cirkulære virksomheder, der kan bidrage til en grønnere fremtid. Det sker i Roskilde Festivals Cirkulære Laboratorium, hvor flere studerende fra KEA er blevet udvalgt til at deltage med deres spirende virksomheder.
Værdifuldt samarbejde
For Bo Astrup Kristensen, der er en del af Det cirkulære Laboratorium på Roskilde Festival, giver samarbejdet med KEA Start Up Hub perfekt mening.
"Vi er vildt glade for det tætte samarbejde med Jens Stanek og de andre i KEAs Start Up Hub. Vi bliver inviteret ind i maskinrummet, og det har stor værdi for os at have det samarbejde, for jo bedre en hub kender os, jo bedre start-ups får vi, så det er rigtig meget værd. Og vi kan mærke, at det også har værdi at samarbejde med os."
Validering på festivalpladsen
Og det bekræfter Jens Stanek, coach og konsulent i hub’en. For ham er samarbejdet særligt værdifuldt, når det kommer til at hjælpe iværksættere med at teste deres ideer:
"Samarbejdet med Roskilde Festival er en fantastisk mulighed for at trykteste deres koncept, indsamle brugerinformation og data, der kan hjælpe vores iværksættere med at validere deres koncepter og få en masse gode ideer til, hvordan de kan forbedres."

En grønnere fremtid
DNA’et i Roskilde Festival er at lave filantropisk arbejde, der retter sig mod unge og skabe den fremtid, vi drømmer om. En af måderne er at skabe en bæredygtig virksomhed.
Festivalen samarbejder med Tuborg Fondet om Det Cirkulær Lab, som har samme målgruppe og formål: at støtte vækstlaget, herunder aktivisme og virksomheder, som skaber bæredygtige forandringer.
"Iværksætterne møder en masse mennesker, og publikum bliver også inspireret af iværksætterne til måske at handle på en grøn dagsorden gennem det møde. Det vil vi gerne eksponere publikum for," siger Bo Astrup Kristensen.
”Og sidst men ikke mindst håber vi, at nogle af de unge iværksættere kan blive leverandører til festivalen og dermed gøre hele Roskilde Festival endnu grønnere og mere cirkulær.”
Unge iværksættere i fokus
Det er Roskilde Festival der udvælger de virksomheder, der kan være en del af Det Cirkulære Laboratorium, og selvom mange af deltagerne kommer fra KEA, er det ikke et krav at være studerende. Til gengæld skal man være ung, hvilket passer perfekt til festivalens DNA.
"Roskilde Festival er en ungdomsbegivenhed – gennemsnitsalderen er 24, og det skal den blive ved at være," understreger Bo Astrup Kristensen.
"Tuborgfondet er også for de 15-30-årige, cirka samme aldersgruppe som de fleste studerende, og på KEA er der et inkubatormiljø."
Du finder Det cirkulære Laboratorium mellem Clean Out Loud og Dream City i Camping East.

Om forfatteren
