Kasper Miller og O’Mahony Pike Architects er nomineret til Årets KEApraktik. Han brillerede med sine BIM-evner og udarbejdelsen af tre fleretagers bygninger med 320 lejligheder.

 

”Han skal nok lykkes i verden – BIM-evner eller ej. Hvis alle mine medarbejdere havde den indstilling, ville det være nemt at drive virksomhed. Han ringer bare, hvis han skulle få lyst til at skifte branche,” lød det enstemmigt fra juryen.

Også O’Mahony Pike Architects var begejstrede for den unge bygningskonstruktør:

“Kasper Millers praktik var usædvanlig med hensyn til kvaliteten af ​​hans arbejde, hans gåpåmod i forhold til at kaste sig ud i komplekse projekter og den professionalisme han udviste. Det betød, at han hurtigt nød stor tillid fra sine arbejdskollegaer, hvilket resulterede i, at han fik yderligere opgaver og ansvar indenfor projekterne og mere frihed, end vi normalt ville give en praktikant. Vi var også imponerede over, hvor hurtigt han tilegnede sig nye færdigheder i et meget travlt deadline-drevet arbejdsmiljø. Hans professionalisme og præstationer blev åbent anerkendt af vores direktører, og vi var glade for at kunne tilbyde ham et fuldtidsjob ved afslutningen af praktikken. Vi har været meget imponeret over det overordnede niveau af færdigheder, kompetencer, viden og lidenskab, som Kasper udviste, og det er også en anerkendelse til KEA,” siger Denise Redmond, Associate Director hos O’Mahony Pike Architects, som har 110 ansatte og er beliggende i en gammel kapel i Dublin.

Da Kasper Miller begyndte sin praktik stod virksomheden i den vanskelige situation, at de skulle udarbejde et projekt på under den halve tid af, hvad de oprindeligt havde allokeret til formålet. Kasper Miller fik ansvaret for Montpellier Hill-projektet fra start til færdigt udbudsmateriale – et projekt bestående af tre individuelle fleretagers bygninger, der kommer til at huse 320 studielejligheder.

“Det har været nogle hæsblæsende måneder med meget lange arbejdsdage og næsten umulige deadlines. Med andre ord, simpelthen ligesom jeg havde håbet på. Det er en utroligt givende oplevelse at arbejde blandt professionelle, der benytter sig af en anden BIM standard og bygningslovgivning, end den vi kender til hjemme i Danmark,” siger Kasper Miller, som med egne ord er gået fra “praktikant til professionel” takket være O’Mahony Pike Architects:

“Min bedste oplevelse er ikke én enkeltstående, men nærmere en løbende overgang, hvor jeg fik tildelt mere og mere ansvar af arkitekten samt mulighed for at påtage mig opgaver som faldt i min interesse. Overgangen fra lærling til selvstændig professionel var exceptionelt spændende, mine kolleger udviste aldrig opgivenhed, og det gjorde jeg heller ikke. En stor del af arbejdet var at diskutere, hvordan vi skulle løse alle de mange opgaver forbundet med projektet. Jeg blev mødt i øjenhøjde og blev fra dag ét tildelt et stort ansvar i virksomheden. Og så sent som forrige uge blev jeg forfremmet og skal varetage et helt nyt pilotprojekt sammen med virksomhedens BIM manager. Formålet bag projektet er at vise hvad state-of-the-art BIM teknologi er i stand til i dag. Det er ikke en virksomhed, hvor man kan forvente fredagsbar og riverdance, men det er til gengæld en virksomhed, som stiller et springbræt til rådighed, hvis er man villig til at tage det nødvendige tilløb. En virksomhed hvor folk er meget imødekommende både professionelt og personligt. Uden den tilgang var jeg ikke kommet i nærheden af de resultater, som dette forløb har medført.” 

KasperMiller Vækstfoto 3

I forbindelse med sit studie til bygningskonstruktør var Kasper Miller i Sydkorea, hvor han mødte sit livs kærlighed, som han siden er blevet gift med. Med det lå ikke umiddelbart i kortene, at Kasper Miller skulle få jackpot:

”For tre år siden sad jeg ret fortvivlet og var netop droppet ud af CBS. At situationen skulle vende så positivt, er jeg umådelig taknemmelig for.” 

Kasper Miller er sammen med fire andre studerende og virksomheder nomineret til Årets KEApraktik. Vinderen offentliggøres den 24.april og går videre til den nationale konkurrence Årets Erhvervsakademipraktik, som i år afholdes i LEGO House i Billund den 16.maj.

Juryen, som har udvalgt de fem nominerede til Årets KEApraktik blandt de mange indstillinger, bestod i år af Anne Christine Persson, CEO i Monies, Mikkel Jespersen fra 1508 og Charlotte Teinby, HR Business Partner i Solar.