Jazz lever i bedste velgående blandt en ny generation af unge danske talenter, og det har studerende på Multimediedesign formidlet via en række små film og videoer.

Jazz er meget mere end musikalske ikoner fra 50'erne og 60'erne. Unge danske talenter skaber anmelderost jazzmusik anno 2018, men jazz får ikke den store bevågenhed i unges dagligdag. Så hvordan får man dem til at tune ind på den nye generation af talentfulde og eksperimentelle jazzmusikere – ikke mindst kvinder - som bringer musikken ind i nye landskaber?

Det har studerende på Multimediedesign givet deres bud på i form af små dokumentariske film og deciderede (musik)videoer med de nye talenter og deres historier op til Vinter Jazz-festivalen, som foregår 2.-25. Februar med 120 gratis koncerter over hele landet.

JazzDanmark, som stillede opgaven, har ikke nødvendigvis brug for flere besøgende, men de vil til gengæld gerne sikre sig, at der stadig er en festival 20-30 år ude i fremtiden. Det handler derfor om at få et nyt og helst yngre publikum til at opdage jazzen. 

”Det har været spændende at give de studerende det benspænd at beskæftige sig med jazz som emne. Mange af dem har ikke haft synderligt stort kendskab til genren, og der har sikkert også været nogle fordomme, så jeg tror, projektet også har været en øjenåbner for nogle af dem. For os har det været en mulighed for at give nogle kunstnere noget videomateriale, de kunne bruge, fortælle om om jazzens kommende generationer og ikke mindst sætte fokus på kvinderne i musikken,” siger Lars Thor Jensen, projektleder i JazzDanmark.

”Jeg ved, nogle af musikerne har gjort brug af deres videoer og enkelte har sågar efterfølgende lavet samarbejder omkring deciderede musikvideoer.”

Her kan du se resultaterne fra sidste års samarbejde med JazzDanmark: