Anne Bjergskov Hjorth designede den taske, hun selv stod og manglede. Hun er et eksempel på et særligt iværksætter-DNA.

Da serieiværksætteren Tommy Ahlers, også kendt som Danmarks uddannelses- og forskningsminister, for nylig besøgte KEA, gjorde han det meget klart, at uddannelse og iværksætteri ikke er hinandens modsætninger.

Og hvis det mere er drømmen om være iværksætter snarere end en brændende ide, man bare må føre ud i livet, så skal man måske slå numsen i sædet.

Anne Bjergskov Hjorth var ikke drevet af iværksætterdrømme til at begynde med. Hun var drevet af et konkret behov, som siden blev til et produkt, hun brændte for at få ud i verden.

  

”Det begyndte tilbage i 2014, hvor jeg ledte efter en taske med plads til min store bærbare computer, men ikke kunne finde en, der matchede mine behov. Inspireret af min uddannelse som produktionsteknolog på KEA, gik jeg i gang med selv at skitsere og måle op til en taske, købte noget restskind og fik det syet sammen til tasken, der startede det hele,” siger Anne Bjergskov Hjorth.

På sit sidste semester tog hun iværksætterpraktik, og besluttede at gå all in på at få tasken ud i verden.

Det blev til en test-kollektion på 25 tasker, der hurtigt blev udsolgt.

”Det gav mig validering af mit produkt. Derefter besluttede jeg at finde en producent, der kunne producere større mængder for mig. Det var lettere sagt end gjort, men nu har jeg en i Milano, og vi har et fint samarbejde og en god dialog.”

Senere kom et ekstra design til. En klassisk lille hverdags taske med kæde-eller læderrem.

”Jeg er meget detaljeorienteret og kvalitetsbevidst. Dét kombineret med min uddannelse, og de værktøjer jeg lærte på KEA, har givet et solidt fundament. Dertil har jeg haft mentorer på af flere omgange, hvilket har hjulpet mig enormt meget. De har været en stor støtte.”

Anne er et godt eksempel på den studerende, som bruger sine kompetencer og tør tage chancer, som Tommy Ahlers gerne vil have flere af.

Men hun er ikke nødvendigvis typisk Løvens hule-materiale, hvor det handler om million-skallering og stejle kurver i vækstdiagrammer.

”Anne er repræsentant for et iværksætter-DNA, som vi er opmærksomme på her på KEA og i Nordic Entrepreneurship Hub. Et DNA, der handler om at starte sit eget med udgangspunkt i det, man drømmer om at leve af – og ikke nødvendigvis en drøm om at ville lave det nye IKEA, Virgin eller Just Eat. Det vil sige en iværksætter-type, der måske ikke egner sig til Løvehuler, hvor der bliver talt skallering og million-investeringer, men har en langt mere organisk og feminin tilgang, som først og fremmest handler om arbejdsglæde,” siger Gunnar Näsman, udviklingskonsulent på KEA.

Dermed ikke sagt, at det ikke kan vokse sig stort – det er bare ikke den primære motivation.

”Iværksættere som Anne er meget seriøse og skal bestemt tages seriøst. Da racerkøreren Enzo Ferrari startede ud, ville han kun bygge én bil, der kunne forbedre hans egne præstationer som racerkører. Han drømte ikke om at lave Ferrari, et af verdens førende bilmærker, så vi kan ikke forudsige, hvad der kommer ud af de frø, der sås.”