KEA Biblioteks app 5-korte om studieteknik er et hit, og allerede nu har en række andre uddannelsesinstitutioner også taget den til sig. Heriblandt Forsvarsakademiet og KADK, der begge har inkluderet 5-korte i deres undervisning. 

5-korte er en kombination af video og tekstbider, der trin for trin guider de studerende gennem væsentlige studietekniske kompetencer. De overordnet tematikker er Kildekritik, Studielæsning, Planlægning, Noter og Research, og det er populært: appen blev downloadet 300 gange i løbet af de første par dage. 

5-korte er en integreret del af mange af KEAs uddannelser, og har også været en fast del af Projekt Studiestøttende aktiviteter på KEA Teknik.

Den er udviklet af KEA-Bibliotek i tæt samarbejde med studerende og undervisere på KEA. Også appens formsprog og design er udviklet i samarbejde med KEA studerende, fordi det er essentielt, at udviklingen imødekommer mobil-generationens behov for viden om studieteknik på en saglig, men også en hurtig letforståelig måde og i et digitalt format, hvor vidensværktøjet altid er lige ved hånden.

Valget af medie bidrager til den digitale transformation af bibliotekernes læringsværktøjer, så de understøtter den studerendes behov for teknologier og værktøjer, der er tilgængelige når som helst og på alle platforme.

5-korte er tilgængelig via App Store, og kan bruges af alle studerende på en videregående uddannelse. Appén er på dansk, men kan ses med engelske undertekster.