Vi drømte om et ’cirkelspark’ i vores kommunikation - og det har vi fået. Sådan siger direktør i Danish Network Association, Christoffer Ritzau om samarbejdet med studerende på PBA i Brand Design 5. semester.
DNA (Danish Network Association) er en ny brancheorganisation for den kreative industri. Men derfor kan man godt have brug for input til kommunikationsstrategi og identitet.
"Øjet kan ikke se sig selv – derfor er det fantastisk, når andre engagerer sig og kigger efter på vegne af DNA. Vi er på alle måder begejstrede for de studerende. Deres deltagelse har været en gave og givet inspiration på adskillige niveauer, som vi vil anvende og implementere i forskellige mængder,” siger Christoffer Ritzau.
”Vi er imponerede over kvaliteten og den materialiseringsgrad, de har præsteret.”
Gap mellem image og vision
Projektet blev kickstartet ved en pitch med virksomhedens direktører, Christoffer Ritzau og Frederik Petersen.
De studerende fik til opgave at udarbejde en kommunikationsplan og lave konkrete visuelle bud på, hvordan man kunne styrke DNAs kommunikationsplatform.
”Vores konklusion var, at de havde et gap mellem image og vision. De ville gerne henvende sig til de kreative på markedet, og det skulle være simpelt, let og enkelt, men en tur gennem deres hjemmeside viste det modsatte,” siger Kamilla Overgaard fra vindergruppen.
De studerende lavede en ny visuel identitet samt en præsentationsvideo til DNA, som de fremlagde til en præsentation.
”Der var et panel på 7-8 mennesker, og det var en meget behagelig oplevelse. Det føltes lidt som en eksamen, men endnu mere som et rigtig pitch for en kunde.
Efterfølgende fik vi ros for, at vi havde fortalt det væsentlige til kunden, og ladet analyserne være i baggrunden for de valg, vi havde truffet. Vi præsenterede som professionelle, der lavede et pitch for en kunde frem for nogle studerende, der fremlagde for sine undervisere. De kunne lide hvad de så, og vi vandt ’konkurrencen’,” siger Kamilla Overgaard.
Perfekt balance, der kan anbefales
Efter nytår havde de besøg af DNA igen, som gav en status på, hvad der var sket siden sidst.
”De havde været meget glade for samarbejdet og overrasket over det høje niveau, vi som brand designere havde lagt for dagen. De mener, at vi som Brand Designere har den perfekte balance mellem business og Design,” siger Kamilla Overgaard.
”Jeg kan kun anbefale andre virksomheder at nyde godt af de studerendes kreativitet og engagement," siger Christoffer Ritzau.
Det var DNAs projektleder, Camilla Stengade, der havde foreslået samarbejdet med KEA Brand Design, da hun selv lige er blevet færdig på PBA'en i Design og Business med speciale i Brand Design. Camilla Stengade var i praktik på DNA, og blevet siden ansat.