KEA øger optaget på STEM-uddannelserne med 10 procent – det er markant over landsgennemsnittet, som går én procent tilbage. Samlet øges optaget på KEA med 7 procent.
Optaget på STEM øges 10 procent

Ét minut over midnat begynder mails at tikke ind hos de 2.481, som er blevet optaget på deres drømmeuddannelse på KEA.
Optaget på STEM-uddannelser såsom Cybersikkerhed, Energiteknolog og Bygningskonstruktør stiger med 10 procent, hvilket er markant højere end landsgennemsnittet for optaget på STEM, som går én procent tilbage.
”Det er fantastisk, at vi kan optage endnu flere studerende til brancher, som i dén grad mangler arbejdskraft. Og vi er stolte over, at de unge vælger uddannelser, som er så vigtige for blandt andet vores grønne omstilling og sikkerhed,” siger uddannelsesdirektør Eva Valcke og fortsætter:
”Byggebranchen og de tekniske brancher står i en helt ny æra, som kræver, at der kommer nogle dygtige folk ud, som kender og kan bruge nye bæredygtige teknologier og cirkulære forretningsmodeller. Samt sikre at vi hele tiden er ét skridt foran.”
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
"Først og fremmest et stort tillykke til de mange unge, der kan se frem til at starte på en videregående uddannelse. Det er glædeligt, at der fortsat er stort optag på STEM- og IT-uddannelserne, som er afgørende for udviklingen af de teknologiske løsninger, fremtiden bygger på."

Amira Mahad Diriye er kommet ind på Cybersikkerhed:
”IT var ikke en barndomsdrøm. Det er en interesse, der er kommet til mig senere – jeg vil gerne både arbejde med it og beskytte andre mennesker. Jeg synes, det er vigtigt, at vi er flere, der får kompetencer i Cybersikkerhed, så vi kan beskytte Danmark og Danmarks interesser.”
Cybersikkerhed optager 100 studerende, hvilket er dobbelt så mange som først planlagt, fordi søgningen til den nye uddannelse har været exceptionel stor.
Jens Morsø Østergaard bliver også optaget på Cybersikkerhed:
”Jeg så mit snit til at tage den uddannelse, jeg drømte om, nu hvor det endelig blev muligt. Men jeg blev lidt overrasket, da jeg så, hvor mange ansøgere der var, og tænkte, at Den bliver hård!
Jeg vil gerne være penetration tester, som går ud på at finde svagheder i systemer og lave rapporter på, hvad der mangler og skal gøres. Cybersikkerhed er en evig kamp for at udvikle sig og blive bedre, og jeg kan godt lide at blive sat lidt under pres og være i udvikling.”

Stor andel af kvinder på STEM
Andelen af kvinder blandt de optagne på KEAs STEM-uddannelser er på 20 procent, og ligger dermed på niveau med sidste år.
”Vi vil gerne have en divers studentersammensætning - jo større diversitet, herunder kvinder, desto bedre løsninger. Vores mål er en divers skare af studerende, ikke bare i forhold til køn, men også forskellige typer af mennesker med vidt forskellige interesser, baggrund og evner,” siger Eva Valcke, uddannelsesdirektør på KEA.
”Noget af det, vi har gjort, er at vise, at man kan flytte dagsordner med en digital eller teknisk uddannelse, sådan at vi ikke kun appellerer til dem, der har den tekniske interesse, men også de mange, der fanges af det kreative, dem der vil bidrage til en mere bæredygtig verden og dem der vil bruge teknologi til at gøre en forskel.
At tilbyde et studiemiljø som favner og tiltaler en divers gruppe af studerende er et kontinuerligt arbejde, som vi insisterer på.”
Lærke Bæk Nielsen kommer ind på Energiteknolog:
”Jeg har læst fysik på DTU, men det blev lidt for teoretisk. En af mine gode venner foreslog Energiteknolog. Uddannelsen er spændende, og det er mere konkret, praktisk og ikke mindst meget relevant. Derudover synes jeg, det er attraktivt, at du kan være færdiguddannet på to år, men også har muligheden for at tage en top up i Energimanagement.”
Nåede du ikke at søge ind, kan du stadig søge ind på disse uddannelser:
- Kort & Landmålingstekniker
- Optometri
- Produktionsteknolog
- Energiteknolog
- El-installatør
- VVS-installatør
Top-up uddannelser med ledige pladser:

KEA har optaget 2.481 nye studerende, Cphbusiness 3.070 og samlet glæder vi os til at byde 5.551 nye studerende velkommen, når vi slår dørene op til EK- Erhvervsakademi København til august.
KEA og Cphbusiness er lagt sammen, og EK er Danmarks største erhvervsakademi med 20.000 studerende. Uddannelserne og afdelingerne er de samme, og denne sommer søger du stadig ind på KEA, men du bliver optaget på EK. Vi glæder os til at se dig!
Om forfatteren
