Kendetegnende for de ideer, der blev indsendt til dette års legatuddeling, er lysten til at gøre en forskel. Og det må man sige, at årets vindere gør.
Affald og især plastaffald er et kæmpe problem overalt i verden. Og derfor var det ikke svært for dommerne at beslutte sig, da de skulle vælge dette års vinder af hovedlegatet på 40.000 kr.:
”Morten Foli har fået en genial ide til, hvordan man kan omdanne plastaffald til dieselolie. For det første gør han affald til et aktiv, og når det er et aktiv, forsvinder det – der flyver jo heller ikke 100 krone-sedler rundt i gaderne. For det andet, var det et meget velbeskrevet og gennemtænkt koncept med konkrete forslag til, hvordan det kan føres ud i livet,” siger iværksætter og medejer af SpilNu, Mads Peter Vejby, som sammen med medstifter af Coolshop, Jacob Risgaard har vurderet ansøgningerne.
Vinderne af legatet på 20.000 kr. gør også en forskel – ikke nødvendigvis af den slags, der redder verden, men deres ide MealMatch gør hverdagen nemmere for rigtig mange mennesker.
Christopher Canty og Freya Christiansen Oropeza har nemlig opfundet en app, der forbinder fødevareallergikere, vegetarer / veganere og andre med specifikke krav til deres kost med spisesteder, som imødekommer netop deres behov. Og det hele foregår på en app, som er gratis for forbrugerne at downloade og benytte.
”De studerende har i høj grad været i stand til at omsætte deres nysgerrighed og idéer til konkrete produkter, og begge projekter har potentiale til at blive en god forretning. Det er samtidig interessant, hvordan Mortens projekt kobler de håndværksmæssige kompetencer, han har fået fra en uddannelse som faglært smed med studiet til produktionsteknolog. Det giver rigtig god mening,” siger bestyrelsesformand for legatet og rektor på KEA, Ingo Østerskov.
Flere ansøgninger
Legatet Innovativ Business har modtaget flere ansøgninger i år end ved sidste uddeling og håber at få endnu flere næste år, hvor legaterne uddeles igen.
Det er nemlig ikke mangel på drivkraft, der sætter en stopper for innovative ildsjæle. Ej heller er det mangel på idé- eller initiativrigdom. Ofte er det mangel på kapital, der kan få selv de bedste idéer til forblive på tegnebrættet. Et legat fra Innovativ Business kan være medvirkende til at fremme realiseringen af den gode idé, så den kommer ud over rampen.
Således blev bl.a. Louise M. Ferslev, med modtagelsen af legatet i 2015, hjulpet på vej med udviklingen og lanceringen af MyMonii APP’en, der hjælper børn og unge i Danmark til en bedre finansiel forståelse.
Legatet gives til elever, studerende, lærere og undervisere på merkantile erhvervsskoler, på handelsskoler og på erhvervsakademier, som udmærker sig ved udviklingen af innovative og kommercielt bæredygtige idéer og forretningsløsninger. Men også uddannelsesinstitutioner kan komme i betragtning for initiativer, der understøtter de studerendes innovative kompetencer.
Find yderligere informationer på www.kea.dk/innovativbusiness.
FAKTA
Ansøgningerne blev i år bedømt af iværksætterne Mads Peter Veiby (medstifter af bl.a. M1 A/S, SpilNU A/S og PARKPARK A/S) og Jacob Risgaard (medstifter af coolshop.dk).
Fondens bestyrelse består af:
- Formand Ingo Østerskov, rektor, Københavns Erhvervsakademi
- Mette Greisen, forstander, Tietgen KompetenceCenter
- Poul Søe Jeppesen, direktør, Aalborg Handelsskole
- Steen Sørensen, direktør, ZBC
- Erik Andersen, tidl. sekretariatschef, Niels Brock
Morten Foli, EA Dania Skive, ”Nyttiggørelse af plastaffald” – legat på 40.000 kr.
Morten har i projektet ”Nyttiggørelse af plastaffald” kombineret sin interesse for genanvendelse og bæredygtighed med sit talent inden for innovation og mekanisk konstruktion. Gennem et projektforløb om nyttiggørelse af plastaffald fra husholdningsaffaldet er kombinationen af Mortens interesse og talent blevet til en projektidé, hvor målet er at producere et procesanlæg, der kan opstilles, hvor plastaffaldet er, og herigennem fremstille decentral energi på stedet. Indtil videre er det lykkes Morten at producere en diesellignende olie, som er sendt til nærmere analyse i Tyskland.
Motivationen for at give Morten et legat på 40.000 kr. er, at juryen ser et stort forretningspotentiale i projektet. Udfordringerne med plastaffald og andre miljøskadelige effekter ved den moderne tilværelse bliver ikke mindre fremover, og det er derfor væsentligt at turde støtte eksperimenterende projekter, som kan bidrage til, at der finde nye løsninger på eksisterende og fremtidige problemer.
Morten er oprindeligt uddannet smed og bygger nu ovenpå med uddannelsen til produktionsteknolog på EA Dania.
Christopher Canty og Freya Christiansen Oropeza, CPH Business, MealMatch – legat på 20.000 kr.
MealMatch er en app-baseret kommunikationsplatform, som forbinder spisesteder med gæster, der har særlige behov i forbindelse med kost, ernæring og sundhed. Christopher og Freya tildeles legatet på 20.000 kr., fordi deres koncept rammer en stadig stigende målgruppe af fx glutenallergikere, vegetarer og personer, som vælger at leve deres liv med bestemte kostvaner. Der er således et godt markedspotentiale i løsningen, som er værd at støtte.
Christopher og Freya studerer Innovation and Entrepreneurship (på den internationale linje) på erhvervsakademiet Cph Business.