På få dage er videoen blevet set flere end 50.000 gange. Det er studerende fra Multimedie-uddannelsen, der har skabt den humoristiske video til årets ’Giv en ged’-kampagne.
Det er i forbindelse med valgfaget ’Advanced video’ på MMD-uddannelsen, at et hold studerende har samarbejdet med Folkekirkens Nødhjælp om at skabe kampagnevideoer, der skal få folk til at gå fra sociale medier og ind på organisationens hjemmeside - og ikke mindst købe gulegaver, der redder liv.
Folkekirkens Nødhjælp valgte to videoer, og den første er altså allerede blevet set mere end 50.000 gange.
”Vi havde på ingen måde regnet med, at det ville blive så stort, og vi er selvfølgelig meget stolte over resultatet. Det er fedt at se, at vores ide fungerer så godt, og at folk fanger humoren,” siger Andreas Strøe.
Gruppen arbejdede først med en masse ideer til gede-videoer, men besluttede derefter at se på nogle af de andre gave-ideer hos Folkekirkens Nødhjælp.
”Vi så, der var en overlevelsespakke til syriske flygtninge, og den ville vi rigtig gerne bruge, da vi følte, den var mere relevant og nemmere at relatere til blandt målgruppen. Under en brainstorm kom ideen om nødhjælp til danskere, der bestemt ikke havde brug for det.”
Ideen kom mandag, tirsdag lavede vi pre-production og skaffede udstyr og onsdag filmede og klippede vi videoen. Torsdag var der showcase for Folkekirkens Nødhjælp, og de kunne lide den.
”Det har været en rigtig fed oplevelse at arbejde med netop Folkekirkens Nødhjælp, fordi de har en ret uhøjtidelig tilgang til deres reklamer, hvor de bruger meget humor, hvilket også var med til at inspirere vores ide,” siger Andreas Strøe og fortsætter:
”Derudover er det en fed fornemmelse, at vores video kan bruges til at samle hjælp til de syriske flygtninge, som virkelig har brug for det. Og forløbet også været gavnligt for os, da vi har fået et rigtig flot punkt på vores CV’er.”