Manifestet er udviklet af 116 mode og business-studerende fra 40 forskellige nationaliteter. I tre dage har de arbejdet på, hvordan de 17 FN Development Goals kan implementeres i modebranchen for at fremme en bæredygtig fremtid. De unges manifest indeholder 7 krav til modebranchen og blev præsenteret på scenen ved Copenhagen Fashion Summit foran et publikum af de absolut mest magtfulde i industrien.

Læs kravene nedenfor og se en video fra tilblivelsen her 

  1. Ville I som administrerende direktører, erhvervsledere, meningsdannere, akademikere og studerende stå her I dag, hvis vi ikke havde lige adgang til uddannelse?

Som jeres arvtagere kræver vi, at arbejdere og forbrugere gives øget indflydelse og uddannelse.

Vi er klar over, at I er meget intelligente og indflydelsesrige. Men I sidder ligesom fast i et system, som ikke fungerer længere. Derfor vil vi præsentere jer for den fremtid, som vi ønsker.

I 2030 vil modeindustrien have udvisket grænsen mellem arbejde og uddannelse. Regeringer, firmaer og medier vil indgå i et positivt symbiotisk samarbejde, som opfordrer til trivsel indenfor alle berørte områder. Med en online læringsplatform vil vi kunne uddanne ansatte og gøre det muligt for dem at opbygge deres tekniske og personlige kompetencer. Det vil have en positiv effekt på medarberbejdertilfredshed og på produktivitet generelt set. Denne platform vil blive iværksat af regeringer, ansatte og virksomheder.   

Desuden mener vi, at uddannelse ikke kun bør gælde producenterne, men også forbrugerne. Medierne har en enorm indflydelse og det har teknologi og innovation også!

Regeringer og virksomheder kan sammen med medierne uddanne og fremelske adfærdsmæssige forandringer hos forbrugerne, fordi de har stor indflydelse og når ud til så mange mennesker. Dette vil skabe en positiv feedback-situation, som virksomhederne efterfølgende får glæde af.

Med et sådan åbent system vil uddannelse, både indenfor og på tværs af kulturer, gøre det muligt for alle at få indflydelse. Jeg håber, vi har givet jer mod på at tage med os på denne rejse!

  1. Som jeres arvtagere kræver vi, at modeindustrien straks tager afgørende skridt mod at indføre lukkede vandsystemer for at sikre, at industrien ikke længere er afhængig af friskvandsressourcer.

Hvis der ikke skrides til handling nu, vil halvdelen af jordens befolkning ifølge FN ikke længere have adgang til rent drikkevand i 2030.

Dette er uacceptabelt.

Vi forestiller os i stedet en fremtid, hvor modeindustrien ikke længere er verdens næststørste vandforbrugende industri. Vi forestiller os en verden, hvor alle kender til kemikalierne i vores drikkevand og deres skadelige effekter på klodens ni milliarder mennesker.

Vi forestiller os også, at der vil komme et drastisk skift i, hvordan vi bruger og værdisætter vand, og at vi vil skabe en kultur, som både respekterer og tager ved lære af værdien af vores ressourcer.

Teknologien til at genanvende vand er allerede derude, så lad os implementere den i dag.

  1. Som jeres arvtagere kræver vi, at der iværksættes en langsigtet investering i samfundets trivsel som helhed gennem sikring af rimelige lønninger, forbedret infrastruktur og fødevaresikkerhed.

Jeg vil gerne fortælle historien om en mand, som jeg er ret sikker på, at I allerede har hørt om. Hans navn? Brunello Cucinelli. Cucinelli er et levende bevis på, at det sagtens kan lade sig gøre at skabe en virksomhedskultur, der favner lokalsamfundet. Det sker rent faktisk i talende stund – hans engagement pustede nyt liv i en hel italiensk landsby. Nu udgør lokalsamfundet en del af industrien, og industrien udgør en del af lokalsamfundet. Ved at arbejde hånd i hånd og ved at begge parter drager fordel af samarbejdet, har de ikke blot forbedret kvaliteten af det færdige produkt, men også livskvaliteten.

I denne nye model, som vi mener bør være “det nye normale”, trives samfund og industri sammen, da de hver især respekterer de mennesker af kød og blod, der er involveret i tilblivelsen af en beklædningsgenstand.

  1. Hvad betyder begreberne kapital, profit og succes for jer?

Hvad hvis disse begreber betyder noget helt andet i 2030? 

Som jeres arvtagere kræver vi, at I alle samarbejder som aktive investorer i en modeindustri, hvor begreberne kapital, profit og succes defineres på ny og måles i mere end penge.

I 2030 skal disse begreber måles side om side med et holistisk syn på trivsel, social sikkerhed og global sundhed. 

Fokus skal ligge på at samarbejde, vidensdele, at genoverveje hvad vi tillægger værdi, og på at sænke de barrierer, som findes mellem mennesker, virksomheder og lande, og som bremser udvikling og fremgang.

Vi vil have jer til at forestille jer en fremtid, hvor succes ikke blot måles på graden af økonomisk gevinst, men i lige så høj grad på deling og tilegnelse af viden, teknologisk innovation og social og miljømæssig fremgang.

  1. Som jeres arvtagere kræver vi, at modeindustrien i 2030 ikke længere er den næstmest forurenende industri i verden.

I – verdens politiske ledere – må samarbejde med NGO´er, designmærker og virksomheder for at skabe og indføre love, der standser udpining af jorden. Investér i forskning og innovation.

Det er afgørende, at vi påtager os ansvaret for at rette op på de skader, vi har forårsaget i forhold til luften, vandet og jorden.

Derudover, må vi skabe bedre betingelser for liv.

Hvis vi vil have verden til at blomstre, må vi holde op med at tage det, som vi ikke kan levere tilbage.

Vi er ved at løbe tør for ressourcer.

  1. Som næste generation, som jeres arvtagere og som arvtagere af vores affald, kræver vi, at designere, designmærker og regeringer samarbejder om at investere i den genbrugsteknologi og infrastruktur, som er nødvendig for at sikre og muliggøre et cirkulært system.

Produkter, stoffer og fibre vil således kunne genanvendes i det uendelige indenfor og på tværs af industrier. Det som i dag betragtes som tekstilaffald vil i morgen være en tekstilressource.

Vi støtter idéen om overordnet balance og beder designmærker om at give det samme tilbage til systemet, som de tager fra systemet. Dette indbefatter, at de til stadighed får leveret genbrugt materiale og aktivt indsamler tekstiler.

Regeringer må støtte dette gennemincitamenter og lovgivning, således at de, der tidligt indfører systemet, kan drage nytte af cirkulær adfærd.

Vi ønsker en industri, som er affaldsfri og som ikke påfører miljøet unødig skade. Det kræver et strategisk tværindustrielt vejkort at udrydde både post-industrielt, præ- og post-forbrugermæssigt affald.

Vi kræver også, at designmærker støtter systemet proaktivt ved at inkorporere cirkulært design som den filosofiske drivkraft bag deres arbejde.

Vores vision er en modeverden i 2030, hvor cirkularitet er en selvfølge og helt normalt.

  1. Som jeres arvtagere, kræver vi økonomiske sanktioner for at få ændret de nuværende standarder.

Vi er nødt til at gøre det urentabelt at være ubæredygtig.

Bæredygtighed bør belønnes.

Derfor henvender vi os til jer, virksomheder og regeringer, da I har magt til at ændre de fremtidige spilleregler.

Rapporten World Happiness Report bekræfter, at lykke ikke stiger i takt med økonomisk vækst. Derfor er vores industri nødt til at se på andre succeskriterier.

Vi må bygge en smidig infrastruktur for at skabe grønne byer. 

Kort sagt må vi straffe samvittighedsløse virksomheder økonomisk og investere pengene i bæredygtige modeinitiativer.

På denne måde vil bæredygtighed blive normen i 2030. Ingen ønsker at blive betegnet som noget negativt, men i fremtiden vil de, som fortjener det, blive udstillet.

Bæredygtighed er normen. Vores industri skal belønne de mennesker, som gør en forskel.

  • Vi kræver, at arbejdere og forbrugere gives øget indflydelse og uddannelse.
  • Vi kræver, at modeindustrien straks tager afgørende skridt mod at indføre lukkede vandsystemer for at sikre, at industrien ikke længere er afhængig af friskvandsressourcer.
  • Vi kræver en langsigtet investering i:
    • Jeres egen arbejdsstyrke
    • Rimelige lønninger
    • En forbedret infrastruktur
    • Fødevaresikkerhed 
  • Vi kræver, at I alle samarbejder som aktive investorer i en modeindustri, hvor begreberne kapital, profit og succes defineres på ny og måles i mere end penge.
  • Vi kræver, at modeindustrien i 2030 ikke længere er den næstmest forurenende industri i verden.
  • Vi kræver, at designere, designmærker og regeringer samarbejder om at investere i den genbrugsteknologi og infrastruktur, som er nødvendig for at sikre og muliggøre et cirkulært system.
  • Vi kræver økonomiske sanktioner for at få ændret de nuværende standarder.

Se mere her: youthfashionsummit.org 

Oversat fra engelsk af Camilla Reslet.

Billede af: Gianluca Mazzarolo fra GM Creative Studio