Vi har hele tiden sagt det, og nu er det også dokumenteret: En ny undersøgelse fra EU-kommissionen konkluderer, at ledigheden blandt dimittender, der har læst eller været i praktik i udlandet, er 23 procent lavere end blandt dimittender, der ikke har forladt hjemlandet.
Undersøgelsen sætter en fed streg under, at udlandsophold giver job og at KEAs store arbejde for at sende studerende ud i verden, er den rigtige vej at gå.
”Vi erfarer, at de studerende er meget optagede af, hvordan et internationalt ophold kan gavne deres muligheder på jobmarkedet, når de dimitterer. Derfor er det selvfølgelig dejligt, at en undersøgelse af dette format slår fast at international erfaring under uddannelser betyder noget for deres employability,” siger Eva Valcke, Chef KEA Global.
Som studerende på KEA er der flere muligheder for at komme til udlandet:
- Læse et semester både i og udenfor Europa.
- Komme i praktik et semester både i og uden for Europa.
- Korte udlandsophold såsom summer schools (USA, Syd Korea, m.fl.), Charrette (Toronto), 2-ugers workshops i samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner (fx i Toronto, Canada og i Sao Paulo, Brasilien).
Det er flere forskellige muligheder for at søge økonomisk støtte.
Læs mere om undersøgelsen her
Giver job - og babyer
Og hvis ikke jobmulighederne har overbevist dig, så er der jo altid kærlighedsargumentet. En anden undersøgelse viser nemlig, at 27 procent af Erasmus-studerende har mødt deres partner, mens de var på studieophold. Og man regner med, at der siden 1987 er kommet 1 million babyer ud af studerendes udvekslingsophold. Læs mere her