Når Hotel Absalon genåbner 1. maj efter en total renovering i samarbejde med Designers Guild, vil personalet være iført tøj designet af studerende på KEA.
Selveste Tricia Guild, dronningen af design og interiør og ikke mindst grundlægger af det verdensomspændende firma Designers Guild, vil stå i spidsen for den officielle event og genåbning af Absalon Hotel i København.
Det er altså ikke hvem som helst, de studerende og deres flotte designs kommer i selskab med.
De studerende fra Designteknologen har tidligere lavet projekter for HAY, Royal Copenhagen og altså nu også Absalon Hotel. Vigtig for projekterne har været kontakten til virksomhederne og at få øjnene op for alternative jobmuligheder i udkanten af modebranchen, som de studerende normalt beskæftiger sig med.
Til den endelige præsentation af de studerendes arbejde blev hotel manager Karina Living så begejstret, at hun efter votering med den familie-ejede hotelkæde vendte tilbage med en forespørgsel på, om det var muligt at sætte udvalgte designs i produktion, så alle ansatte kunne være iklædt det nye profiltøj til hotellets åbning den 1. Maj 2015.
”Fra start til slut har det været en fornøjelse at arbejde med KEAs studerende. De studerende tog virkelig opgaven til sig med stor indlevelse og engagement, og de har været super professionelle og målrettede. Jeg kan virkelig se værdien i samarbejdet med KEA fra vores side som virksomhed, men bestemt også for de studerende, fordi de får mulighed for at komme ud og prøve deres kompetencer af,” siger hotel manager Karina Living.
Det som begyndte som et opgaveforløb med research, idégenerering og præsentation udviklede sig altså til en reel produktion med udvikling af mønstre, opsyning af modeller, tilpasning, indkøb af metervarer og produktion.
Som repræsentant for de enkelte teams arbejdede Emilie Lundbye Bjerregaard, Rosa Riddersborg, Liv Lærke Lund Ranfelt og Katrine Hede videre med de udvalgte designs med coaching fra deres undervisere Annie Toft Pederesen og Regitze Nehammer, og har nu skabt en kollektion på otte styles til både mænd og kvinder.
”Det har været rigtig spædende og sjovt at få muligheden, men også krævende, fordi det er en helt anden proces end normalt. Vi designer normalt til vores eget DNA, men til denne opgave skulle vi tage os selv ud af ligningen og designe til nogle andre, og her kom alle de redskaber, vi har lært, til deres ret,” forklarer pigerne.
”Det er stadig ikke helt gået op for os, hvor mange der rent faktisk kommer i berøring med vores design – ikke bare personalet, men også alle de gæster, der ser det.”
På Absalons FACEbook kan man se billeder fra Absalons besøg på KEA, samt deres igangværende restaurering af ejendommen i Helgolandsgade på Vesterbro.