Studerende har skabt et fysisk magasin fra bunden. I dag lanceres Revers, der handler om iværksætteri, er på 102 sider og fyldt med interview, portrætter, baggrund og lækre billeder.
Enhver garvet chefredaktør vil formentlig kunne fortælle, at magasinproduktion er voldsomt krævende. Alligevel har et hold e-design studerende skabt et fysisk magasin på kun seks uger. Selv.
Simone Lasborg, redaktionschef på Revers fortæller:
”Ved valgfagets opstart havde vi undervisning og inspirationsture, som tunede os ind på magasinet som medie. Den del af processen var meget undersøgende og udforskende, og vi blev virkelig engagerede og spændte på at komme i gang.”
De valgte at emnet skulle være iværksætteri, og at alle på redaktionen hver især skulle agere journalister og bidrage med en historie, hvilket indebar idegenerering, research, interview, skriveproces og layout af den endelige artikel.
Men de løftede også andre opgaver, og fik på den måde mulighed for at afprøve forskellige funktioner; enten ved at udnytte deres spidskompetencer eller afprøve nye skills med fx layout eller foto.
”Jeg var virkelig positivt overrasket over, hvor mange forskellige arbejdsopgaver vi hver især fik lov til at prøve af på magasinredaktionen. Vi blev udsat for mange opgaver og et stort pres, og jeg er vildt imponeret over, hvordan hele redaktionen tog opgaven til sig og lagde kæmpe mængder af tid, energi og kreativitet i opgaven. Det var virkelig sjovt og inspirerende at opleve, hvad det indebærer at arbejde sammen i større grupper,” siger Simone Lasborg og fortsætter:
”Vi har for alvor fået lov til at prøve kræfter med alt det, vi lærte i løbet af første år. Og vi står nu med et produkt i hænderne og ikke bare en tænkt idé. Magasinet gav mulighed for at afprøve vores faglighed og bevise vores evner som e-designere.”
De studerende lever i en digital tid, og underviserne Dorthe Fiona Petersen og Ditte Maria Bangsund-Pedersen ville gerne dvæle ved det analoge, fordi det kan noget særligt, men også fordi det forpligter.
”Når magasinet er sendt til tryk, så fanger bordet, og fejlene kan ikke rettes. Det kræver commitment fra de studerende, som endte med at sidde hele natten på campus og arbejde på at få de sidste detaljer på plads. Det fysiske magasin er også et håndfast produkt, hvilket er i tråd med KEA’s strategi ’Fra viden til produkt’. Og de studerende kan bruge det som en del af deres portfolio, når de skal ud og søge praktik og job,” siger Dorthe Fiona Petersen.
De to undervisere er imponerede over de studerendes ilhu:
”For at kunne skabe et helstøbt magasin fra bunden, kræver det et solidt samarbejde på tværs af en hel redaktion. I dette tilfælde har de studerende fået nogle roller og en ansvarsfordeling i starten, der har skabt ejerskab for dem - og de endte faktisk med selv at løbe projektet helt i mål inklusiv frivilligt nattearbejde for at få det færdigt,” siger Ditte Maria Bangsund-Pedersen.