Optaget øges markant på flere af de tekniske og digitale uddannelser på KEA. Det skyldes stor efterspørgsel fra erhvervslivet og det faktum, at it er blevet allestedsnærværende. Og nu vil pigerne også være med.
Vi står midt i en digital omstilling af samfundet, hvor ikke mindst erhvervslivet har brug for folk, der taler det digitale sprog. Derfor øger KEA optaget på de digitale uddannelser med samlet set 12 procent, mens uddannelsen til fx Datamatiker øges med 57 procent.
”Der er brug for både de tekniske specialistkompetencer, dem der kombinerer kreativt og dem, der kan omsætte for eksempel snak om big data til konkret forretning, så det giver værdi i en mindre virksomhed,” siger Janus Sandsgaard, Fagchef for IT og Digitalisering i Dansk Erhverv.
Og de unge ved det. Den største stigning i dette års ansøgere til KEA er sket på programområdet DIGITAL. Populariteten på de digitale uddannelser ses eksempelvis på uddannelsen til Datamatiker, som siden etableringen er steget med over 500 procent.
Pigerne vil også skabe og udvikle
Og som noget nyt er pigerne kommet med. Søgningen af piger til Datamatiker-uddannelsen er steget 37 procent fra 2015 til 2016. Mens søgningen af piger til de digitale uddannelser samlet set er steget 15 procent:
”Vi skriver 2016. Lad os begrave klicheen om it som et drengefag med pizzabakker og dårlig luft. Vi skal videre derfra, så lad os heppe på de unge kvinder, der vil noget mere. Cola eller San Pellegrino. Heavey eller Halsey. Det centrale er, at det er unge, der vil forandre verden med eller uden stiletter - bare kast et blik på medicin, som i gamle dage var et udpræget mandefag,” siger Janus Sandsgaard, Fagchef for IT og Digitalisering i Dansk Erhverv.
Alberte Emilie Christensen er en af de 1521 unge, som her til aften har fået af vide, at de er optaget på KEA. Efter sommerferien skal hun læse Datamatiker:
"Man kan sidde med en ide og rent faktisk udføre det, og forme fx applikationer som du har lyst uden at være nødt til at vente på, at andre opfinder det. Du kan være med til at påvirke, hvordan teknologien udvikler sig."
At pigerne ikke tidligere har søgt de it-relaterede uddannelser som nu, tror hun skyldes, at mange piger er mere humanistisk orienterede.
"Jeg tror ikke, det handler om, at computere er for drenge, sådan er det slet ikke mere. Men der er fx flere computerspil til drenge. Jeg tror, det handler om interesse."
Men det kan også handle om manglende erfaring. Havde du sagt til Julie Bang Hahn-Petersen for et år siden, at hun ville læse til datamatiker, havde hun ikke troet på det:
”Det var lidt et tilfælde. Man koder og programmerer jo ikke i folkeskolen og gymnasiet, så det var ikke før, jeg prøvede en lille del via Multimediedesign, at jeg fandt ud af, hvor interessant det er. Og at det var det, jeg i virkeligheden ville. Det er spændende at udvikle og skabe noget helt fra bunden, og bestemme hvordan for eksempel en app eller en hjemmeside skal fungere.”
I alt øges optaget på KEA – Københavns Erhvervsakademi med 7,6 procent i forhold til sidste år:
”Selvom vi slår rekord igen i år, optager vi ikke flere end arbejdsmarkedet kan opsuge, og vi fortsat kan dyrke den praksisbaserede undervisning, som er vores DNA her på KEA. Og derfor er det også fantastisk glædeligt, at de uddannelsessøgende vælger efter, hvor der er efterspørgsel fra arbejdsmarkedet – det gælder blandt andet de hårde it-kompetencer og krydsfeltet mellem forretningsforståelse og it,” siger Jørgen Ravnsbæk, chef for KEA Erhverv og Kompetence.
Siden KEAs etablering er ansøgningstallet steget med 184 procent til 7005 ansøgninger i 2016. Det er 7. år i streg med positiv vækst i antallet af ansøgninger
”Det viser en stor interesse for at tage en uddannelse, der er målrettet erhvervslivet. Og det betyder, at vi kan vælge de absolut stærkeste ansøgere, hvilket giver et endnu højere fagligt niveau og øger attraktionen ved at studere på KEA,” siger Jørgen Ravnsbæk, chef for KEA Erhverv og fortsætter:
”Flere og flere virksomheder flytter deres produktion hjem til Danmark igen, og det kræver mange flere folk med de rette kompetencer. Dem uddanner vi.”
Af samme årsag bliver der i år optaget markant flere på en række uddannelser. Det gælder blandt andet:
Byggekoordinator som stiger med 50 procent
Datamatiker stiger 57 procent
Computerscience stiger med 59 procent
It-teknolog stiger med 50 procent
Web development stiger med 26 procent
Energiteknolog stiger med 43 procent
Produktionsteknolog int. stiger med 72 procent.
Læs mere om KEAs ansøgertal her:
http://www.kea.dk/da/det-sker/nyheder/vis-nyhed/news/detail/News/de-unge-vil-bygge-og-digitalisere/
Fotos til fri download kan hentes her:
http://www.kea.dk/da/presse/pressefoto-logo-download/
KEA - Københavns Erhvervsakademi udvikler og udbyder praksisrettede videregående uddannelser på erhvervsakademiniveau og professionsbachelorniveau samt efteruddannelse. Det sker i nært samarbejde med erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner i ind- og udland. KEA fungerer desuden som videncenter for offentlige og private virksomheder. KEA har 9.000 studerende og 600 ansatte.