Julie Villumsen, der står bag det succesfulde og bæredygtige tøjmærke The Baand, tog en PBA i Brand Design – for at styrke sin virksomhed
The Baand har succes med deres basis-styles ikke bare i Danmark, men også i Holland, England, Tyskland og Frankrig. Alligevel valgte Julie Villumsen at tage en overbygning og studere Brand Design på KEA, som hun blev færdig med tidligere på året.
”Vi havde brug for noget input i forhold til firmaet. Vi var kørt lidt fast i vores virksomhed - det var noget, der skulle ændres. Vi troede, vi vidste, hvem vores målgruppe var, men alligevel ramte vi ikke helt plet. Uddannelsen betød, at vi kunne gå i dybden og få nogle redskaber, og det fik vi virkelig. Vi fik meget ud af det,” siger Julie Villumsen.
Hvad var det for eksempel?
”At kunne fortælle den gode historie omkring vores firma, hvad vi skal fokusere på og hvem vores målgruppe i virkeligheden er. Vi fik lov at bruge vores egen virksomhed i undervisningen og skrev afsluttende opgave om The Baand. Det betød, at vi skiftede logo og tilføjede en tagline til det. Ligesom vi har integreret vores fortælling i en brandbook, som vi kan give til de butikker, der sælger vores varer. Og det er ekstra vigtigt, fordi vi er et luksusmærke, som koster mere end fx H&M, og derfor skal folk have noget ekstra for deres penge og vide, hvad det er de betaler for,” siger Julie Villumsen.
Andre ville måske hyre konsulenter til det job, men Julie Villumsen og hendes kompagnon havde brug for selv at finde svarene og vide, at de selv kan.
”Vi har altid synes, det var sjovt at designe, men alt det andet omkring virksomheden er med tiden blevet mindst ligeså spændende. Og på studiet lærte vi blandt andet in-design og photoshop, så vi er nu selv i stand til at lave fx små videoer til nettet og lookbook.”
The Baand har eksisteret siden 2009 og deres produkter er lavet i alpaca-uld og økologisk bomuld i en ekstra god kvalitet – hvilket betyder, at en t-shirt holder meget længere tid.
”Og det er i sig selv bæredygtigt. Derudover bliver vores ting produceret under ordentlige forhold – vi kender dem, der producerer for os, og det er folk, der har det godt.”