Sarita CareTech har udviklet en ny faldalarm, der automatisk informerer personalet, hvis en plejehjemsbeboer falder – modsat de nuværende alarmer, der kræver, at beboeren selv formår at trykke på en knap. Virksomheden har hentet hjælp fra KEA-studerende til at designe alarmen.
Hver dag er Jytte Madsen på 87 år bange for at falde. Hun er usikker på benene og turen fra hendes kørestol over til toilettet er svær. Hun frygter en dag at ligge på gulvet og vente på hjælp, uden at nogen hører hende. Sådan er der flere ældre, der har det, men en nyudviklet alarm kan fremover hjælpe mennesker som Jytte Madsen.
De fleste ældre på de danske plejecentre bærer en faldalarm, også kaldet et nødkald. Faldalarmen skal hjælpe de ældre med at komme i kontakt med personalet, hvis uheldet er ude. Ved at trykke på en knap, bliver personalet opmærksomme på, at den ældre har brug for hjælp. Det kræver dog, at den ældre er i stand til det og har alarmen på sig.
Den nye faldalarm, som Sarita CareTech har udviklet, alarmerer automatisk plejepersonalet, hvis den ældre falder. Skifter den ældre hurtigt fra stående til liggende position vil alarmen tilkalde hjælp.
Sarita CareTechs nødkald har både det automatiske nødkald ved fald, men også en knap så brugeren selv kan kalde på hjælp.
Sarita CareTech har udviklet teknologien, men har til gengæld bedt studerende fra Købehavns Erhvervsakademi om hjælp til selve designet. Ni grupper, på tværs af KEA’s uddannelser, er blevet sat på sagen. Fælles for flere af de studerendes design er en halskæde, der kan minde om en amulet, idet forsiden har plads til et foto – det kunne være børnebørnene, hunden eller ægtefællen – mens bagsiden er dedikeret til knappen, hvor de ældre også selv kan tilkalde hjælp.
Personificeringen er vigtigt – især i forhold til de demente beboere, forklarer Anja Steen, afdelingsleder på Johannesgården:
”Det giver absolut ikke nogen mening for de demente at have en anonym firkantet knap om halsen. At personliggøre faldalarmen er en god løsning for specielt de demente, fordi de så vil være mindre tilbøjelige til at lægge alarmen fra sig.”
Anja Steen er positivt stemt over for den nye alarm:
”Det er en rigtig interessant løsning, da det er væsentligt for os at vide, om det er et akut kald eller om det kan vente lidt – hvis man eksempelvis står med en anden beboer.”
87 årige Jytte Madsen synes også godt om amuletten.
”Ingen drømmer om at være afhængig af andre. Det er noget af det værste,” siger hun. Men netop utrygheden hos de ældre er, hvad Sarita CareTech håber at kunne afhjælpe med deres nye faldalarm.
Det er planen, at den kommer på markedet 1.marts 2016. Lige nu er studerende fra KEA ved at lægge sidste hånd på deres designforslag.
Sarita CareTech er meget åbne for et fremtidig samarbejde med grupperne, hvis deres design har potentiale, fortæller virksomhedens stifter Nikolaj K. Nielsen
”Vi ser de studerende som sparringspartnere og følger derfor processen tæt. Vi er også meget åbne for et fremtidigt samarbejde, hvis eleverne fortsat ønsker at arbejde på projektet – og designet matcher virksomhedens forventninger.”
Design 1 er lavet af: Amanda Vang, Nicodeem Olsavsky, Lasse Tarp, Joachim Cajus Pedersen, Annelie Götze, Mikkel Rasmussen, Alexander Hinnerskov.
Design 2 er lavet af: Zakaria Mahboub, Phillip Egholm Dam, Nikolaj Warming Fich Andersen, Natalie Lanawan, Jonas Emiliowich Mikkelsen, Cecilie Schou Flex, Kata Borsi og Sune Mortensen.
Design 3 er lavet af: Aleksandra Natalia Nowakowska, Máté Mohai, Nancy Blankenstejner, Nicholas Elmkjær, Patrik Pirčák, Matt Bezak, Uģis Deksnis, Christopher Taagaard and Laura Carasso.