Chace Race er racerspillets svar på skak, hvor hele business-delen bag Formel 1 også er en del af spillet. 1. præmien i de kommende verdensmesterskaber er på 1 mio. dollars.
Hvis du som overtegnede straks forestiller dig noget a la Gran Turismo og speederen i bund, så skal du parkere tanken.
Det kan godt være, at der er tale om en racerbil, en racerbane og modkørerer i andre racerbiler, men selve spillet skal nærmere sammenlignes med et strategisk brætspil a la skak, hvor alle spillerne dog rykker samtidigt i turen, og det handler mindst ligeså meget om brain power som horse power. Fart smelter sammen med strategi.
Små børn kan spille og glæde sig over, at de kan rykke bilen frem, tilbage og til siden på banen, som består af sekskantede felter.
Alle andre kan spille det fulde strategiske spil og deltage i turneringer – også selvom man ikke er professionel spiller.
Tjen penge - som kører eller på business
Og så er der hele business-delen af racer-verdenen, som også er en del af Chace Race, og hvor du kan opbygge og drive dit eget firma og hold, som en måde at tjene penge på.
Man kan nemlig skabe sig en karriere ikke bare som kører, men også som for eksempel team coach eller børsmægler ved at købe og sælge aktier i teams og tjene penge på præmieudbytte. Hver by i verden kan byde ind på fem franchise-muligheder: Køreskole, e-sportsjournalist, eventbureau, merchandise og børsmægler.
Hele dette univers – eller økosystem om man vil – var basis for en eSport case for de studerende på Business Economics & It på KEA.
Samarbejdet begyndte som en klassisk case på 4.semester for et års tid siden, men har siden udviklet sig markant.
Syv studerende blev så engagerede i udviklingen, at de mødtes hver torsdag for at arbejde videre med spillet, og siden valgte at bruge 6.semester på Chace Race som iværksætter-forløb. Og de selvsamme syv har også allerede fået lovning på job, når de er færdige med uddannelsen.