Det bliver lettere og billigere at booke bands med nyt forretningskoncept fra KEA studerende Anne Farup. Hun vil udbyde bands til auktion på nettet.
De fleste mennesker bestiller kun levende musik en eller to gange i deres liv til enten bryllup eller rund fødselsdag. Med ”Show Bidding” bliver det lettere og billigere at booke et band.
På Show Bidding’s hjemmeside opretter musikerne en profil, hvor man kan lytte til musikken og læse om bandet. Der står også hvilke datoer, bandet er ledigt på og her kan køberne auktionere.
At kunne se om en musiker er tilgængelig på den dato, kunden ønsker, er noget nyt, som andre booking sites ikke har, forklarer Anne Farup.
”På eventzonen.dk kan man kun læse om musikerne, men man aner ikke om de kan den dag, man skal bruge dem. Man kan sammenligne det med boligkøb. Hvis der ikke er et ”til salg” skilt i vinduet, skal man ringe til alle lejligheder og spørge, om de har deres lejlighed til salg,” siger Anne Farup.
Skær bookeren fra
Ud over at Show Bidding vil gøre det mere gennemskueligt, så er der også penge at spare. Og det er den helt store motivation for at lave sitet.
”Min kæreste er musiker. Og vi blev rigtig trætte af, at der sidder en booker og tager overpris for at skabe kontakten mellem bands og købere. Det vil vi gerne uden om,” siger Anne Farup, der står bag idéen og til daglig læser Multimediedesign på KEA.
Anne Farup forklarer, at en booker tager mellem 15 og 20 procent i gebyr, hvorimod hjemmesiden Show Bidding kun vil tage 7,5 procent for sine ydelser. Det kræver til gengæld, at musikerne gør et større arbejde for selv at markedsføre sig på hjemmesiden.
”I dag er køberne specialister. For at tage boligkøb igen, så er det blevet nemt at lave selvsalg i dag og slippe for ejendomsmæglernes gebyrer, og køberne kan sagtens få viden om boligkøb på nettet,” forklarer Anne Farup.
Accelerator gav et skub
Iværksætterdrømmen blev styrket gennem Accelerator workshoppen på KEA.
”Det var vildt fedt. Jeg lærte, at min idé skal skæres helt ind til benet, derfra skal den så eskaleres. Jeg er blevet bedre til at præsentere idéen, og jeg kan nu lave elevator pitchet, hvor man fortæller om det vigtigste på tiden der går fra stuen til femte sal.
Anne Farup mangler lige nu finansieringen til at lancere idéen. Og det er en svær fase, medgiver Tim Vang, som står for Accelerator.
”Inkubation, som er den sidste fase, hvor man rejser kapital til selve skabelsen af virksomheden, kan vi ikke tilbyde på KEA lige nu. Men det er noget, vi arbejder på.”
Og det er især idéens holdbarhed, der bliver styrket på de seks uger. Fuld finansiering og køreklare produkter kan workshoppen ikke garantere.
”Jeg vil skabe serieiværksættere. Det er de færreste, der kun får én ide og slår igennem med den. Som tommelfingerregel er det hver fjerde idé, der bliver til noget,” siger Tim Vang.