Morten Gormsen er endnu ikke færdig med studierne, men har allerede fået job som byggekoordinator på Mærsk-bygningen.
33-årige Morten Gormsen, der har en baggrund som selvstændig tømrer, læser til byggekoordinator på KEA. Først troede han, at han skulle være bygningskonstruktør, men så læste han om koordinatoren på KEA.dk.
Uddannelsen er ganske ny – de første studerende begyndte i efteråret 2014 – så der er stadig mange, der ikke ved, hvad byggekoordinatorer er for noget.
Til at begynde med startede Morten Gormsen i H+ Arkitekter som ulønnet ’praktikant’, men blev næsten med det samme tilbudt en stilling, hvor han indgår i byggeledelsen på den nye Mærsk-bygning på Panum-instituttet. Indtil videre på deltid, så han kan færdiggøre studierne på KEA.
”Der er stor efterspørgsel på kompetente medarbejdere i byggebranchen. Folk, der kan deres håndværk, og samtidig kan koordinere byggesager – men der er desværre mange, der ikke kender til uddannelsen endnu,” siger Morten Gormsen.
Han er områdeansvarlig, holder formandsmøder, står for byggepladslogistik, og afklaringer af diverse problemer. Og så koordinerer og sikrer han fremdriften – at byggeriet skrider frem og til tiden ikke mindst.
”Jeg er absolut glad for det. Ingen tvivl om, at jeg kan anbefale det. Det er et spændende og udfordrende job. Og jeg glæder mig til den her uddannelse får fodfæste, og branchen finder ud af, hvad byggekoordinatorer gør og kan.”
Lige nu gælder det forskerbygningen, som Mærsk og Bygningsstyrelsen er bygherrer på. Og han kunne godt tænke sig at fortsætte hos H+ Arkitekter:
”Det er en ret innovativ virksomhed, som bringer arkitektur og byggeledelse ind under samme tag, og samarbejder på tværs af byggerier,” siger Morten Gormsen.
(UPDATE! Alle pladser er nu optaget).
Vil du vide mere om uddannelsen, så læs her