Designmuseum Danmark åbner et stort marked i museets have med fokus på bæredygtighed og design. Material Design Lab flytter i den forbindelse sine aktiviteter ind på museet.

Denne weekend demonstrerer KEA-studerende, hvordan bæredygtighed, materialer og processer kan anvendes bæredygtigt i nye produkter.

Der bliver bygget maskiner til genanvendelse og produktion af plastikprodukter, du kan lære, hvordan du kan bruge restmaterialer fra dit køkken til at indfarve tekstiler, se svampesporer blive 3d printet og ikke mindst følge æblepulp i processen fra affaldsmateriale fra produktionen af æblemost til nyt brugbart materiale.


På Design X Change kan du udover KEAs Material Design Lab også få repareret din ødelagte designerlampe, bytte dine fejlkøbte bukser eller lære, hvordan kunstnere og virksomheder arbejder med genbrugsmaterialer.

Markedet er åbent i weekenden d. 20. og 21. maj fra kl.10-17, og der er gratis adgang for alle.

Design X Change er et nyt marked, hvor designere og iværksættere fortæller og viser deres arbejde med at skabe bæredygtige forretningsmodeller og produkter, der henvender sig til almindelige menneskers hverdag.

”Vi har brug for visionære designere, som kan udvikle ideer og produkter, der giver løsninger på fremtidens udfordringer. Til Design X Change kommer designere, som bruger bæredygtighed som et springbræt i stedet for en stopklods. Det synes jeg er inspirerende, og jeg glæder mig til at se markedet”, siger Anna Mee Allerslev, Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i København.

Reparer og byt
På markedsdagene kan du tage ting med, der trænger til at blive repareret – lige fra tøj til elektronik. Eksempelvis kan du få fikset din iPhone hos iRep, deltage i et Veras tøjbyttemarked eller lære, hvordan du kan bygge din egen højttaler når FabLab Nordvest introducerer deres helt nye koncept, hvor brugte elektronikdele forvandles til nye højttalere. Der er begge dage aktiviteter for børn, hvor man blandt andet kan deltage i porcelænsworkshops. Børn kan også tage deres ødelagte legetøj med og få det repareret eller ombygget til noget nyt.

Det er i øvrigt Sustain Daily, startet af KEA-studerende Johanne Rytter Stenstrup, der er mediepartner på arrangementet.

Markedet afholdes i weekenden den 20.-21. maj – begge dage kl. 10-16 hos Designmuseum Danmark, Bredgade 68

Der er gratis entre til markedet og helt ekstraordinært også gratis adgang i denne weekend til museets udstillinger

På Design X Change kan du blandt andet møde:

KEAs materialelaboratorium

Biomega

EcoEgo

WeFood

Veras

Urban Garden Company

Replay

Repair Cafe Nørrebro

Goldfingers (genbrugssmykker)

Schori lamper (lamper af genbrugsplast)

Dögg (Møbler af genbrugsmaterialer fra Island)

Sustain Daily (oplæg)

Quilt in Public

Maria Sparre-Petersen (genbrugsglas)

Fremtiden (Røde Kors ungdom)

Lauritz.com

Vigga (cirkukært børnetøjskoncept)

 

Beyond Coffee

Kompostbudene

 

Medicinsk Museion

Naked Society

Flavio Deslandes

Se mere her