Studerende fra Multimediedesign giver Nyt Hospital Nordsjælland input til, hvordan de skal få folk ind på deres nye hjemmeside og blive klogere på fremtidens hospital.
Danmark skal have 18 nye sygehuse. Landets regioner ønsker med de nye sygehusbyggerier at skabe et fremtidssikret sygehusvæsen, hvor patienten er i centrum. Omdrejningspunkterne for de nye sygehusbyggerier er højere kvalitet, øget effektivitet og stor fleksibilitet, men der skal bygges til en fremtid, som ingen endnu kender. Behandling og logistik skal i nogle tilfælde understøttes af teknologi og innovative løsninger, der endnu ikke er opfundet. Og ingen kender tilgangen af patienter til de nye sygehuse 20 år frem i tiden.
Der er afsat 3,8 mia. til Nyt Hospital Nordsjælland. Det bliver ét af landets seks helt nybyggede sygehuse.
Nyt Hospital Nordsjælland ønsker at nå ud til en bredere målgruppe, og kommunikere de positive effekter ved etableringen af et nyt sygehus i Hillerød. Men hvordan skal dette formidles?
Nyt Hospital Nordsjælland ville gerne have hjælp til et kampagnesite, som henvender sig til en bredere målgruppe, der skal brande hospitalet som et innovativt og transparent projekt, der sætter patienten først. De studerende har derfor designet og udviklet et kampagnewebsite (til tablet, mobil og PC) ledsaget af en kampagneplan, som helt konkret beskriver, hvordan de vil generere trafik til kampagnesitet og dermed videre til sitet.
Og de studerendes bud var en øjenåbner for Nyt Hospital Nordsjælland, forklarer content manager Erik Tygesen:
”De er gået til det på en helt anden måde, end vi selv ville gøre det. Vi kan nogle gange blive fanget i nogle metoder, regler og krav fra forskellig side, som gør, at vi ikke altid er gode til at se andre muligheder. De ser på projektet med helt friske øjne, og de definerer selv, hvad de synes er interessant - og det er godt. Der er kommet mange ideer, og vi er overraskede og glade over, hvor højt niveauet er.”
Blandt andet er de studerende kommet op med to karikerede figurer, Lonni og Morten, som med humor skal afmystificere hospitalet. Figurerne har deres egne Facebook- og Instagramprofiler, hvor de kommenterer og liker på hinandens opslag og bruger hashtags såsom #herremegetpladstillonnie og #enestueftw. Dette Lonni og Morten-univers kan også sæsonbetones med fx julefrokost i patientforeningen. Det er selvfølgelig meningen, at figurerne skal få deres eget liv og sprede sig viralt, og ikke mindst nå ud til de unge i 20’erne (en målgruppe Nyt Hospital Nordsjælland ikke har fået fat i endnu), som er hospitalets fremtidige brugere.
En anden af de 24 grupper har udviklet et kampagnesite, som foregår på en fødestue. Her får man en quiz med spørgsmål om hospitalet. For hver gang man svarer rigtigt vokser maven. Svarer man forkert, får man info og nye spørgsmål.
”Det var ret udfordreende at arbejde med en institution, som ikke eksisterer endnu, men det gav samtidig en åbenhed, som gjorde projektet utrolig interessant,” siger Susanne Kirk Møller og fortsætter:
”Det har været en fantastisk måde at bruge de værktøjer, vi har lært på studiet – værktøjer, som jeg generelt synes er meget brugbare. Kombinationen af det praktiske og det teoretiske og det visuelle fungerer.”
Susanne Kirk Møller og de andre i gruppen valgte at tage udgangspunkt i en quiz, for på den måde at involvere brugeren. Og at koble det med humor for dels at associere hospitalet med noget rart, men også for at få den nyerhvervede viden til at hænge bedre fast.
Nyt Hospital Nordsjælland har fået mange interessante ideer ud af samarbejdet, og satser på at implementere og videreudvikle nogle af gruppernes forslag i igangværende projekter.
Det er planen, at samarbejdet mellem KEA og Nyt Hospital Nordsjælland skal fortsætte. Allerede nu arbejdes der på nye problemstillinger, som de studerende skal dykke ned i i løbet af de kommende semestre.