Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design har valgt at præmiere Claus Landry Bjerre med 25.000 kr. hans stol ”Autumn Leaves", som i disse dage kan opleves på Snedkernes efterårsudstilling.
Snedkernes efterårsudstilling er en legeplads hvor der eksperimenteres, og de møbler som vises på den årlige udstilling er en oplevelse for de mange gæster.
Dette års tema var at skabe et møbel med afsæt i det tekstile univers og legatudvalget kalder ’Autumn Leaves’ ”et forfriskende bud, med sit sanselige og formbare væsen. Den smukke forarbejdning af træsorterne, ask og valnød, som er anvendt i dette bud på et siddemøbel, ville almindeligvis udgøre stolens skelet eller bærende struktur, men er i stedet anvendt til at formgive det redskab, hvormed man igen og igen kan forme sit møbel. Polstret af uld i røde og
gyldnebrune nuancer, som normalt ville stå glat spændt ud over den før nævnte struktur er her skåret op i små bladformede stykker. Vi er ude i den menneskeskabte natur.
Det er et usædvanligt stemningsmættet bud på et nyt siddemøbel. Med denne smukt designede og veludførte trærive kan man forme sit eget siddemøbel, som man gør det i haven om efteråret, når bladene på græsplænen under æbletræet skal rives sammen, og man undervejs med arbejdet ikke kan modstå fristelsen til at sætte sig godt tilrette i dyngen og nyde den høje efterårshimmel med de uldne lammeskyer.
Projektet er et poetisk og drømmende statement, der retter vores fokus mod naturens små skønheder, friheden og det umiddelbare i blot at rive det smukkeste sammen til en pragtfuld pause, en hvileplads. Mere skal der ikke til.” Lyder de smukke ord fra legatudvalget.
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design består i perioden 2014-2015 af Niels Hvass (formand), Helle Vibeke Jensen og Mette Saabye.