KEA er netop blevet blåstemplet som en institution af høj kvalitet af det kinesiske undervisningsministerium. Det er til fordel for både danske og kinesiske studerende. Ministeren glæder sig over perspektiverne i samarbejdet.
Kina har udover KEA sagt god for 18 danske uddannelsesinstitutioner, som nu får mulighed for at etablere et tæt samarbejde med videregående uddannelsesinstitutioner i Kina.
Det er en afgørende blåstempling for danske uddannelsesinstitutioner i forhold til at tiltrække kinesiske studerende på hele uddannelser eller udvekslingsophold. Samtidig åbner det døren for fælles uddannelsesprojekter, som har stor bevågenhed i Kina, hvor regeringen arbejder hårdt på at udvikle de mellemlange videregående uddannelser for at få kvalificeret arbejdskraft nok de til kinesiske virksomheders behov. Endelig har det også en afgørende betydning for danske studerende fra de videregående uddannelsesinstitutioner, hvis de efter endt uddannelse ønsker at søge job i Kina.
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind mener, at samarbejdet er til gavn for Danmark som helhed, da medarbejdere med internationale kompetencer er efterspurgt og afgørende for Danmarks konkurrenceevne. De kompetencer kan studerende blandt andet få via udveksling, projektorienterede forløb i internationale miljøer og ved at have internationale medstuderende.
”Det her er mere end blot en opdatering af en liste på en kinesisk hjemmeside. Det er en bred dør, der nu åbnes, så vores institutioner kan styrke deres samarbejde med for eksempel kinesiske eliteinstitutioner og derigennem kvaliteten af vores uddannelser. Samtidig kan et større samarbejde være med at øge vores samhandel med Kina, der har vist stor interesse for dansk viden og velfærdsteknologi inden for flere af de områder, vores uddannelsesinstitutioner tilbyder, siger Søren Pind.
I 2015 læste 864 kinesere på en hel uddannelse i Danmark, og i studieåret 2014/15 var der 394 kinesiske studerende på studie- eller praktikophold i Danmark.
”At de danske erhvervsakademiernes uddannelser nu også er på listen af i Kina anerkendte uddannelser, betyder for KEA, at vi vil have meget nemmere ved at lave partnerskaber med relevante kinesiske universiteter, og dermed vil kunne tilbyde vores studerende et ophold i Kina under deres studier,” siger Eva Valcke, chef for KEA Student Affairs.