Når Roskilde Festival officielt åbner i morgen og 70.000 mennesker stimler sammen foran Orange Scene for at høre Damon Albarn, så er det blandt andet takket være Kim Kristensen fra KEA.

Tøjet er sort fra top til tå. Men på walkie-talkien i baglommen lyser et pink klistermærke op. ’Kirsten’ står der.

Crewet på Orange Scene ved ikke, hvem Kim Kristensen er, men alle kender Kirsten. Alle har kaldenavne: Jaxe, Gusen, Anden (det er ham, der sætter anden op i toppen af det Orange telt), Buggi, El-munken og Verner, som i virkeligheden hedder Julie.

Kim Kristensen begyndte sin Roskilde-karriere som frontbuevagt – altså en af de sikkerhedsfolk, der sørger for at hive folk over hegnet foran Orange, hvis de bliver dårlige eller klemt. Siden blev han holdleder, byggeleder og nu er han såkaldt Showday production manager – eller på godt dansk: afviklingsleder på Orange Scene.

Det er ham, der tager imod artisterne, sørger for at alle aftaler bliver overholdt, har tjek på hvad leverandørerne skal levere, hvad Roskilde skal levere - skal bandet bruge podier, skærme, konsoller? Spiller de på husets eller leveransdørens udstyr? Er der gæsteartister, og hvordan skal de behandles?

Sammen med June – eller Buggi som hun kaldes – har han ansvar for 120 frivillige. Uden dem ingen Orange feeling.  

Kim Kristensen begynder arbejdet i september, hvor der diskuteres nye initiativer, og hvad der skal ske på næste års festival. Indtil februar er der relativt ro på, men fra 1. maj bruger han fire aftener om ugen. Til gengæld går han ikke til fodbold.

Én uge før første koncert møder han ind og arbejder døgnet rundt i 11 dage.

”Jeg har ikke hørt en hel koncert i tre år. Men det, jeg savner allermest, er at ligge ude på campingpladsen. Det gipper i mig, når jeg lige er et smut derude,” siger Kim Kristensen, som til daglig er konsulent i ledelsessekretariatet på KEA.

Og de to ting hænger fint sammen for ham.

”Både her og på KEA møder jeg ofte ind uden at vide, hvad jeg skal samle op på den dag. På KEA kan der pludselig lande en dimensionering, som skal håndteres. Her er det måske én fra Florence and the Machine, der ringer og siger, at deres backline er forsinket, og de mangler alle instrumenter, som vi så skal skaffe,” siger Kim Kristensen og fortsætter:

”Der er også noget med proportioner. Vi går meget op i ikke at skabe stress. Det kan godt være, at en artist død og pine skal have et ur ude i venstre scenekant, men det er fint nok, hvis det er her fem minutter før. At køre stemningen ned i stedet for op, for ingen eller intet er uundværligt – ikke engang artisterne. Har vi en aflysning, så kommer Jack White i stedet og leverer en af festivalens bedste koncerter. Vi fixer det.”

Hvad har KEA og Roskilde tilfælles?

”At de hele tiden bevæger sig. Der er ikke ret mange faste strukturer – der sker hele tiden nye spændende ting. Og de ting former sig, når man er i dem.

Og så er det sjovt, at det er så pisse hårdt. Når man er helt brugt kl.01, så lander der en lort på dit bord, og så skal du finde sjette gear. Men det er vildt sjovt.”

Hvad får KEA ud af, at du arbejder som frivillig på Roskilde?

”En gladere medarbejder. Og alle de erfaringer jeg tager med mig. Jeg ser det som en form for uddannelse. Ligesom hvis du var fx fodbolddommer, så lærer du også at forudse mønstre, hvordan du skal snakke til folk, når du ser ilden i deres øjne.

Selvom de kan have en enormt hård attitude, handler det om at finde ud af, hvor det er, de gerne vil hen, hvad deres behov er, for jeg er her egentlig bare for at hjælpe.”

Bruce Springsteen-koncerten i 2012 var vild. Men ikke det vildeste.

”Det er nogle af de der nætter mandag eller tirsdag inden festivalstart. Når man stå med et byggehold, som arbejder over 100 timer fra tidlig morgen til sen aften, og siger til dem, at der er brud på scenekonstruktionen, så den skal laves om, og vi skal bruge seks mand til at fixe det i løbet af natten, og der så melder sig en skov af hænder, selvom de ikke får noget for det. Det er vildt.” 

Hvad er det, der driver jer?

”Fansene ude i pitten, at skabe en god oplevelse for dem. Jeg ser altid to numre oppe fra scenen, hvor jeg sikrer mig, at tour manageren og production manageren er tilfredse, og så går jeg ud og ser et par numre i pitten. Og turen ud til pitten er lige, så nakkehårene rejser sig. Det er mennesker, der har ventet på det her øjeblik i måneder. De har købt billetten, hængt den op på køleskabet og gået og kigget på den over hele foråret, stået i pit-kø i otte timer og så sker det endelig. At se deres ansigter er det hele værd.”