Frederic Pedersen studerer Produktionsteknolog, og Tobias Petersen og Julie Øvind studerer begge på E-designer uddannelsen – alle sammen på 3. semester. Det må siges at være et effektiv kombination af færdigheder for KEA WORKS VINGE, når de sammen skal udarbejde et løsningsforslag for de grønne områder i Deltakvarteret, som er det kvarter i Vinge, som er længst fremme i udviklingsprocessen.
Livet mellem bygninger
Gruppen skal forholde sig til 60 villagrunde, der ligger ved en fredet eng med æbletræer og Deltaets kanal som nabo. Et krav for de nye huse er, at en del af huset, man bygger, skal have to etager, så kvarteret samtidig får en urbaniseret stemning. Imellem kvarterets bygninger skal børnene kunne løbe og lege på sikre stier. Biler skal køre langsomt i området, fordi vejene også bruges til hinkeruder, fodboldkampe og nabosnak. De er en del af de fælles arealer, som alle trygt skal kunne bruge. Her skal gruppen udarbejde et forslag for kvarterets fælles arealer.
Frederic bringer produktudviklingskompetencer inden for konstruktionsberegninger, materiale- og fremstillingsproces og virksomhedsteknik, der kan omsættes til virkelighed, til bordet. Tobias og Julie fra E-design arbejder til daglig med iværksætteri, design og innovation. Gennem fx idé-generering, designprocesser, prototyper, økonomi og kommunikation udvikler de designløsninger, der bl.a. kan omsættes til lokale koncepter såsom det, de arbejder med i denne uge.
Her fortæller Tobias, Julie og Frederic om, hvordan det skrider frem med gruppearbejdet:
Julie: ”Vi har arbejdet i grupper i to timer nu, og det er vildt at tænke på, at det muligvis kan stå færdigt om ét år. Jeg synes, det er meget spændende, at det har potentiale for at blive ført ud i livet. De store cases er spændende. Som E-designer er jeg vant til at arbejde med korte projektforløb, men de er normalt længere end dette her.”
Frederic: "Vi kalder os for Deltakliken (efter filmen af same navn om det vilde liv på universitetet i USA med John Belushi i hovedrollen, red.), eftersom vi arbejder med Deltakvarteret. Deltakvarteret er opkaldt efter det store delta-ligende vandløb, som områdets regnvand samles i. Vi arbejder på noget, der kan samle folk, der bor ud til et stort fælles areal.”
Tobias: "Vi har brainstormet en hel del – det er en meget åben proces. Med hensyn til projektet arbejder vi med alting, der er åbent – en natur, der er åben, og hvor børn leger, og hvor vi bruger naturens materialer."
Det levende delta
Vinges natur er både midt i og omkring kvarteret. Små grøfter leder regnvand til deltaet, som kan bruges til kajakture. Overalt i området kan man plukke fra kirsebær-, æble- og pæretræer, og i græsset blander vilde urter, blå kornblomster og forglemmigej sig med duftende oregano, lyder det i projektmaterialet fra Frederikssund Kommune. Det stiller krav til Tobias, Julie og Frederics løsning, hvor man skal kunne bruge naturen samtidig med, at man bevarer den:
Tobias: ”Naturen er der i forvejen, så der skal også værnes om naturen. Men det er spændende at have så meget frihed til at eksperimentere med området.”
Frederic: ”Vi vil gerne gøre naturen til hovedperson og tage den med ind i processen. Vi går meget op i detaljen, og at det har en human vinkel. Ligesom vi så i den super gode film, 'Life Between Buildings,' af Jan Gehl i Empire Bio i går, hvor planlægningen skal ske ud fra den menneskelige synsvinkel og ikke fra helikopterperspektiv. Skalaen for området er ret lille, så det er en meget håndgribelig opgave, og det skal være pænt, men samtidig også praktisk. Jeg synes, det er en rigtig fin kombination af kunst, natur og by.”
Et stramt program med oplæg og virksomhedsbesøg
Både Tobias, Julie og Frederic var i øvrigt enige om, at oplægsholderne i Empire Bio var spændende at høre på: ”De var rigtig gode til at formidle deres viden om Vinge, de var sindssygt gode til at præsentere, og det var super spændende at høre om, hvordan de har bygget en hel by,” siger de samstemmende.
Efter mandagens program med foredrag og muligheden for at møde lokale virksomheder har gruppen også fået inspiration til opgaven udefra. Tobias fortæller: ”Her den første dag havde vi en ret lang præsentation fra CADO (dansk leverandør af kvalitets legepladser og udemiljøer til især institutioner, virksomheder, boligforeninger og kommuner, red.) om, hvilke krav, der er for legepladser. Hvor meget du skal have med af sikkerhed, hvilke materialer, man skal bruge, men også om innovation.”
For Frederic er virksomhedernes involvering også noget, der giver fremtidsperspektiv: ”Det er det mest utrolige springbræt, også med alle de virksomheder, der var med mandag, og som er en del af projektet, og som står klar på den anden side til os. Det, at det kan blive noget, som vi kan flytte ud i om nogle år, når man har børn. Det er vildt at tænke på, at noget, vi har været i gang med nu, vil være færdigt om tyve år. Vi er den rigtige aldersgruppe – og måske også målgruppe. At man kan sige til ens børn, at da jeg var ung, byggede vi en ny by.”
Om de kan se sig selv engang bo i det, de har været med til at bygge, siger Julie: ”Jeg kommer fra Holbæk, men det kunne helt klart være noget at overveje at flytte ud i, når jeg har mere tid til at værdsætte naturen. Jeg synes også, Vinge er interessant på den måde – at Vinge er et muligt sted at flytte ud i.’
Tobias ser også en mulighed for, at gruppen kan udnytte det til deres fordel at medvirke i Vinge projektet, både i forhold til virksomhederne og til at kunne skrive det på CV’et, og ikke mindst gøre Vinge til en del af deres egen karriereudvikling.
På fredag finder vi ud af, om Julies, Tobias’ og Frederics projekt bliver et af de tre løsningsforslag, der skal pitches til Frederikssund kommune, men de er indtil videre alle enige om, at det er et springbræt, som de har tænkt sig at bruge så godt, de kan.
Følg med i KEA WORKS VINGE på Facebook
Mere om Vinges Deltakvarter (Kilde: Frederikssund Kommune)
Deltakvarteret ligger ved de to naturområder Tvinsmosen og Hagerup Sø og har byggegrunde til 60 familier. De første går i gang med at bygge deres drømmehjem i anden halvdel af 2016 og flytter ind i løbet af 2017. Imellem kvarterets bygninger skal børnene løbe og lege på sikre stier. Biler skal køre langsomt i området, fordi vejene også bruges til hinkeruder, fodboldkampe og nabosnak. De er en del af de fælles arealer, som alle trygt kan bruge. Og så er der selvfølgelig ens helt egen græsplæne med hæk på den grund, man køber, så man også kan vælge bare at være sig selv.
Deltakvarteret er opkaldt efter det store delta-ligende vandløb, som områdets regnvand samles i. De mange små kanaler og grøfter, der leder til Detaet, sikrer, at kvarteret ingen problemer får ved store regnskyl, og at lokale frøer, fugle og smådyr kan blive boende i området.
Også kvarterets veje er opkaldt efter deltaer. Man kan bl.a. komme til at bo på Okavangovej, der har fået navn efter et indlandsdelta i Botzwana eller, Yangtzevej, hvis blå floddelta findes i Kina.
Læs mere om Deltakvarteret her