Deltagerne fik kun 48 timer til at løse opgaven, der gik ud på at udvikle en strategi og et nyt økologi-koncept til Føtex. Samarbejde og tillid til hinandens kompetencer gjorde udslaget, mener Monica Alstadvoll fra vinder-gruppen.
Samtlige deltagere i Kunde og CO. Competition ankom fredag eftermiddag, hvor de blev præsenteret for den case, de skulle arbejde med: Føtex og et nyt økologi-koncept.
Føtex’ direktør Mette Maix forklarede, at målet med konceptet og kampagnen er at gøre Føtex til danskernes fortrukne sted at købe økologiske varer og dermed at øge salget af Føtex’ økologiske sortiment samt forbedre Føtex position i markedet. Deltagerne skulle også udvikle ideer til, hvordan konceptet implementeres gennem en konkret kampagne.
Deltagerne blev inddelt i grupper med folk fra forskellige uddannelser, som de ikke kendte på forhånd, og så gik starten.
Martin og Monica fra Brand Design på KEA kom i gruppe med to studerende fra CBS og en fra RUC, som læser på Reklamelinjen ved siden af studiet.
”Da vi ankom fredag eftermiddag, var der et hav af kreative og strateger, som alle var parat til at gøre alt for at overbevise Føtex om, at deres ide var den bedste.
Heldigvis endte Martin og jeg i en gruppe, hvor vi havde god kemi og team spirit fra starten. Vi stolede meget på hinandens kompetencer og var gode til at sammenflette analyser med de kreative brainstorms, og det tror jeg gav den mest helstøbte løsning,” siger Monica Alstadvoll.
Søndag fik hver gruppe 10 minutter til at pitche deres ide for dommerne som var:
Mette Maix: direktør for Føtex,
Karin Helene Sommer: Marketings direktør for Føtex
Jesper Kunde: Direktør for Kunde og Co
Jan Bækdal: kreativ ved Kunde og Co
Morten Dreier: kreativ ved Kunde og Co
Grupperne blev vurderet på analyser på markedet og målgruppen, strategien bag konceptet, den kreative løsning og præsentationen. Konkurrencen var hård og Monica troede ikke, at de ville blive udvalgt.
”Da vores gruppe blev udråbt som vindere, brød jeg ud i et kæmpe JAHH, fordi jeg blev så overrasket. Der var rigtigt mange gode bud fra de andre gruppen, så konkurrencen var hård.”
For Monica var det en ”fantastisk oplevelse” at arbejde for en rigtig kunde som Føtex.
”Det var nervepirrende og gav et kæmpe adrenalinkick at stå foran dem og præsentere sine ideer. Selvom det var en lang weekend med fart på fra morgen til aften, var det det hele værd, da vi stod som vindergruppe og kunne få lov til at trykke direktøren for Føtex i hånden,” siger Monica Alstadvoll.
”Jeg kan kun anbefale andre KEA-studerende at ansøge om at deltage, hvis Kunde og Co afholder lignende konkurrencer i fremtiden.”
Se flere billeder og en video fra weekenden her