Kwok Kam Wong og Kanetnat Puttimettipanan har vundet den internationale Healthy Housing Awards-konkurrence som fandt sted i Alicante.
Kwok Kam Wong og Kanetnat Puttimettipanan studerer begge International Bachelor of Architectural Technology and Construction Management på KEA, og konkurrencen var kulminationen på flere måneders arbejde med at skabe nye ideer til sundere huse.
I foråret var 80 studerende fra hele Europa samlet på KEA for at blive kloge på digital konstruktion (BIM) og metoder til at skabe sunde og bæredygtige huse.
I en hel uge blev der ideudviklet, tegnet og designet på KEA Byg, som var vært for Healthy Housing Awards. Men det var ikke kun pengepræmierne og udsigten til praktikplads hos The Marjal Foundation, der tiltrak studerende fra hele verden.
Integration af simuleringsværktøjer til at designe bygningerne er blevet et af de
mest efterspurgte krav i udviklingen af projekter. Og KEA er kendt som eksperter indenfor digital konstruktion:
”Vi har 10 års erfaring i BIM, og resten af verden ser os som eksperter på området. Hvilket blev afspejlet meget godt i de studerendes tempo og engagement,” siger James Harty, underviser på KEA og Ph.D. i ’the impact of digitalisation on the management role of architectural technology’.
Studerende og undervisere fra Alicante, Amsterdam, Aberdeen og Berlin så på metoder til at forbedre de huse, vi lever i. Hvis vi og Jorden skal overleve, har vi brug for at få dem til at fungere bedre i forhold til energi, klima, komfort og funktion.
”Workshoppen giver de studerende færdigheder til at udføre designs, der imødekommer klimaforandringer, fossile brændstoffer og bedre adfærdsmæssige vaner hos beboerne,” siger James Harty om workshoppen, der indebærer at skabe et projekt i Spanien og teste det gennem analyse, ydeevne og simulation, så der opnås bedre designløsninger.
Healthy Housing Awards er fokuseret på at forske i bæredygtig og sund arkitektur ved at designe konstruktioner integreret i landskabet og med et afbalanceret forhold med miljøet. Udvikling af innovative tilgange indenfor dette område er hovedformålet med priserne.
Førstepræmien er på 1.000 Euro. Derudover er der fem præmier på 500 Euro.
The Marjal Foundation tilbyder to praktikophold til vinderne af konkurrencen.