Studerende fra Designteknolog har skabt et nyt koncept til Røde Kors, som skal hjælpe organisationen med at fange de unge til deres Smid Bukserne-kampagne.
Smid Bukserne går ud på, at folk skal donere deres aflagte tøj til Røde Kors. Men nødhjælpsorganisationen har svært ved at ramme unge i alderen 16-25 år, fordi de har en tendens til at enten at videresælge eller smide deres tøj ud i stedet for at donere det til velgørende formål. Til gengæld er det også den målgruppe, som har størst cirkulation af tøj, og der ligger derfor et rigtigt stort potentiale for at samle tøj ind hos dem.
Sidste år introducerede Røde Kors Smid bukserne-kampagnen, hvori der blandt andet indgik en video, hvor unge i bogstaveligste forstand smed bukserne. En video der skabte stor opmærksomhed bl.a. på Youtube, men Røde Kors havde et ønske om at arbejde videre med kampagnen og allierede sig derfor med KEA.
I løbet af tre uger udviklede de studerende seks spændende koncepter, som blev præsenteret for en spændt Ann-Christin Lystrup fra Røde Kors.
”Det har været rigtigt spændende og inspirerende at få de studerendes input og løsningsforslag til vores udfordringer. Særligt i forhold til at få de unges perspektiv har samarbejdet været givende i forhold til et traditionelt ”bureau-samarbejde”. De studerende forstod klart vores præmisser, og det har givet nogle konkrete og realiserbare løsningsforslag, som vi med meget stor sandsynlighed kommer til at bruge,” siger Ann-Christin Lystrup fra Røde Kors.
Projekterne var meget forskellige og det blev et spændende opløb mellem to grupper. Den ene tog udgangspunkt i ’The Icebucket Challenge’, og går ud på at lave sig selv til en tøjmumie af det tøj, man vil donere og poste det på Instagram og Facebook. Et kreativt tiltag som gav skarp konkurrence til den vindende gruppe, som havde kreeret en komplet kampagne med titlen ’Smid Bukserne - hellere nøgen end at børn går sultne i seng’ og formåede at skabe et ungt koncept både visuelt og fagligt med et meget fængende billede af to næsten nøgne unge mennesker.
Dette koncept vandt, fordi kampagnen ikke bare var gennemarbejdet og kreativ, men også var et koncept som passede rigtigt fint til Røde Kors’ ønsker og understøtter deres nuværende aktiviteter.
Vindergruppen bestod af Josefine Devantier Larsen, Frederikke Juul, Christina Nielsen og Lara Lausen, som forhåbentligt får realiseret deres projekt i Røde Kors kampagnen som skydes i gang i april/maj 2015.
Samarbejdet med Røde Kors er et godt eksempel på, hvordan det teoretiske går hånd i hånd med det kreative til stor gavn for erhvervslivet.
”Feedbacken fra Røde Kors var utrolig konstruktiv, ærlig og troværdig. Når ros skulle uddeles blev den uddelt, når de studerendes arbejde ikke imponerede fik de også besked. For de studerende er det uden tvivl en gave at samarbejde med eksterne partere, og det får dem tydeligvis til at yde det ekstra og lidt til. Røde Kors har været meget engagerede hele vejen igennem og givet udtryk for, at de vil fortsætte samarbejdet med et tilsvarende projekt næste år,” siger underviser Lene Granzau Juel-Jacobsen.
Hold øje med kampagnen og deltag gerne ved enten at donere dit aflagte tøj.