Knap otte procent flere unge bliver i år optaget på KEAs byggerelaterede uddannelser. Det skyldes ikke mindst den store søgning og et kæmpe behov i erhvervslivet.
Henriette Hall Andersen, chef for KEA Byg havde egentlig regnet med, at ansøgertallet ville stagnere, fordi der er så travl i byggeriet – det har nemlig tidligere betydet færre, der vil uddanne sig (videre). Men sådan er det ikke gået. De unge responderer på den efterspørgsel, der er i byggebranchen:
”Der er så meget knald på i byggeriet, og det betyder, at næsten alle får job – mange af dem kommer hjem fra praktikken med et job i rygsækken. Det er ikke et mættet marked,” siger Henriette Hall-Andersen og forklarer, hvorfor KEA er så populær både hos de unge og blandt virksomhederne.
”Der er selvfølgelig brug for specialiserede profiler, men det bliver tydeligere og tydeligere, at der virkelig også er brug for folk med overblik, og som kan binde tingene sammen fra projektering til udførelse og fra at lave digitale modeller, indhente data og få det til at spille sammen. Og i forhold til bæredygtigt byggeri hvor der også er behov for at samle alle trådene. Det er vigtigt at mestre tværfagligheden, og det kan vores studerende, fordi de arbejder projektorienteret hele vejen igennem.”