Når børnehavebørn besøger Thorvaldsens Museum bliver det fremover med en pude i hånden, som etniske minoritetskvinder har udviklet og syet i samarbejde med et designteam.
I Rødovre og Ishøj sidder etniske minoritetskvinder fra håndarbejdsfællesskabet I Tråd Med Verden (ITMV) og broderer fantasifulde hoveder og frisurer på runde puder af uld og genbrugsmaterialer. Motiverne er inspireret af skulpturer på Thorvaldsens Museum.
I Tråd Med Verden er et netværk, som udgøres af flygtninge- og indvandrerkvinder, hvoraf mange aldrig har været på det danske arbejdsmarked før. Netværket har til formål at fremme kvindernes sociale, kulturelle og økonomiske integration i det danske samfund. Det gøres gennem kvindernes kendskab til håndarbejde og design. Det er startet på initiativ af KEA, og både vores undervisere og studerende er involverede.
Thorvaldsens Museum i København kontaktede ITMV, fordi de gerne ville lave et samarbejde.
"Thorvaldsens museum får løbende besøg af børnehavebørn. Vi har et undervisningsforløb, hvor børnene skal gå rundt på museet og se på hoveder, buster og statuer og tegne dem. Det hedder ’Toppen af kroppen’. Og når de går rundt ville det være en fordel, hvis de havde en pude med sig, som de kunne sidde på.”
Opgaven lød nærmere bestemt på 13 puder, som børnehavebørnene kan lægge på gulvet og sidde på, når de er på besøg- gerne med et håndtag, så børnene let kan tage puden med sig rundt.
Og den opgave har ITMV løst til fulde. Puderne er broderet med motiver inspireret af ’Toppen af Kroppen’. Farveskalaen er den samme skala, som går igen på museets vægge, nemlig jordfarver samt indigo blå. Og udover håndtag har puderne også fået en baglomme til papir og blyant.
For leder af Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum, Julie Lejsgaard Christensen, giver det god mening at inddrage ITMV i produktionen af puderne:
”Der er rigtigt mange forskellige måder at gå på museum, og i samarbejdet med ITMV har det været broderiet, der har været med til at åbne museet op for deltagerne. På Thorvaldsens Museum har vi udstillet et smukt broderet møblement, som blev foræret til Bertel Thorvaldsen i 1838 af Københavns borgere. Broderierne på møblementet er skabt af københavnske kvinder, og det var nærliggende at fortsætte denne tankegang, da vi skulle have siddepuder til børnehavebørnene. Det har været spændende at følge pudernes tilblivelse, og at se Thorvaldsens velkendte univers blive genfortolket i ITMV-deltagernes design og broderier.”
For projektleder og designer hos ITMV, Drude-Katrine Plannthin handler det også om bæredygtighed, miljø og lokal produktion:
”Hele idéen med dette fantastiske samarbejde er ikke kun, at børnene skal have nogle fine puder at sidde på, men også at støtte op om elementer, der har et langt større perspektiv, nemlig bæredygtighed og genbrug. Puderne er lavet af gamle havehynder ombetrukket af kasserede lagner. Ulden er doneret af firmaet Gabriel, som har en miljøvenlig tekstilproduktion. Endelig er en vigtig del af budskabet også at sætte fokus på manglen på arbejdspladser for udsatte borgere ved at fremhæve mulighederne i en lokal produktion i Danmark.”