Som noget helt nyt, vil Den Blå Planet forsøge sig med den såkaldte ’crowdfunding’ metode til at finansiere dens forskning. Studerende på KEA er blevet bedt om at finde løsninger.
Crowdfunding er et udbredt fænomen til at skaffe finansiering i USA, men i Danmark er der få erfaringer at hente. Derfor henvendte Den Blå Planet sig til KEA for at få hjælp til at finde en kreativ, digital løsning.
Omtrent 40 studerende fra uddannelsen e-concept brugte to uger på opgaven, og viste løsningerne frem for forskningschef Peter Gravlund og marketingschef Mette Broksø Thygesen fra Den Blå Planet fredag d. 19. september.
-Vi fik præsenteret idéer, som jeg i hvert fald ikke selv havde tænkt på, siger forskningschef Peter Gravlund, som allerede nu ved, at han vil tage nogle af de studerendes idéer i brug.
Professionelt samarbejde
Et forslag gik ud på, at Den Blå Planet i fremtiden skal udgive et digitalt magasin, der beskriver de forskellige forskningsprojekter. På den måde kan de personer, der donerer penge til forskningen, følge med i udviklingen.
Den strategi vakte stor begejstring og scorede en karakter på 4,5 på en skala på 5. En af de studerende bag den er Mikkel Lilholt.
- Det har været et super professionelt samarbejde med Den Blå Planet. Vi fik en lang rundvisning derude og fik virkelig virksomheden ind under neglene. Jeg har arbejdet 10 år i en bank som finansiel rådgiver, inden jeg begyndte på KEA, og jeg kan godt lide, at det ikke bare er en ”skoleopgave”, men rent faktisk har noget med virkeligheden at gøre, siger Mikkel Lilholt.
E-concept uddannelsen er netop tilrettelagt, så opgaverne har bund i virkeligheden, fordi de studerende skal være i stand til at fungere på en arbejdsplads fra første dag, forklarer underviser Thomas Senger. Den oplevelse havde marketingschef fra Den Blå Planet også.
-Samarbejdet minder meget om virkeligheden. Skolen har matchet et rigtigt kommunikationsbureau godt, siger Mette Broksø Thygesen.
Unik adgang til kreative hjerner
Den Blå Planet bad de studerende om at lave dels en research af området, med eksempler fra både ind- og udland på hvordan crowdfunding bruges, og prøve at afdække hvilke faktorer der afgør om et crowdfunding-projekt bliver en succes.
Dernæst skulle de udvikle en strategi til Den Blå Planet, der både tager hensyn til, at der skal være en platform, hvorigennem folk kan donere penge, og en kommunikations- og PR-strategi for at rejse opmærksomhed om muligheden.
På den måde skal de studerende både være i stand til at tænke analytisk og kreativt.
-Ved at bede om løsninger fra de studerende kommer vi også i kontakt med et kreativt miljø, vi ellers ikke ville møde. Studerende tør måske i højere grad tænke anderledes end færdiguddannede, siger Peter Gravlund.