Et areal på 100.000 m2 og et budget på flere millioner dollars. Det er rammen omkring byggeriet af et nyt operahus i Baghdad. Interkulturelle kompetencer fra KEA banede vejen til drømmejobbet for udvekslingsstuderende León Bravo Muñoz.
León Bravo Muñoz kom til KEA BYG, International Bygningskonstruktør som udvekslingsstuderende, men endte med at tage endnu et semester på KEA. Efterfølgende forsøgte han uden held at finde et job i Danmark. León Bravo Muñoz lod sig dog ikke slå ud af dette, men forsatte jagten på drømmejobbet i hans hjemland Spanien. Her rejste han mellem forskellige større byer som Barcelona, Alicante og Valencia og gik til jobsamtaler ved de store konstruktørvirksomheder.
Endelig lykkedes det, da León Bravo Muñoz scorede et job ved arkitektfirmaet Fuster Architecture & Engineering. Her er han en del af det team, der skal lede og udføre byggeriet af et nyt operahus i Baghdad. Et stort og spændende projekt, hvor León Bravo Muñoz for alvor får mulighed for at prøve kræfter med det, som han har lært på sin uddannelse.
Interkulturelle kompetencer som stort plus på CV’et
Igennem León Bravo Muñozs jobjagt i Spanien blev han spurgt ind til hans uddannelse på KEA. Virksomhederne lyttede med stor interesse når han fortalte, hvordan tiden på KEA havde givet ham erfaring med gruppearbejde, kompleks problemløsning og samarbejde med nærmiljøet. Helt overordnet er León heller ikke i tvivl om, at udvekslingsopholdet i Danmark har været et stort plus på hans CV. Han fortæller.
”International erfaring er højt værdsat i de forskellige virksomheder, og de vælger ofte én der har suppleret sin uddannelse med et udvekslingsophold frem for én der ikke har. Et udvekslingsophold gør dig attraktiv, fordi du viser mobilitet og evnen til at tilpasse dig i en ny kontekst.”
KEAværktøjer til en international og kompleks hverdag
De interkulturelle kompetencer, som León har fået på KEA bl.a. gennem gruppearbejde med studerende fra forskellige lande, har ikke kun været med til at sikre hans drømmejob. I hans daglige arbejde giver det ham stor værdi at have disse værktøjer at trække på f.eks. i samarbejdet med forskellige internationale professionelle.
Samtidig oplever León at den særlig problemorienterede tilgang til undervisningen, som han oplevede på KEA har rustet ham rigtig godt til et arbejde i en kompleks hverdag. Han har værktøjer og erfaringer, som gør, at han er god til at håndtere ændrede forudsætninger for projektet eller nye krav.
Vejen til drømmejobbet
León er taknemlig for de muligheder han er blevet givet undervejs. Men mulighederne er ikke kommet forærende til ham. Hans råd til andre studerende, der vil finde drømmejobbet efter endt uddannelse lyder således.
“Vær ikke bange for det ukendte, sæt pris på dine mange muligheder og udfold dem – det giver samtidig plusser på CVet. Gå målrettet efter dit mål, men vær samtidig åben overfor nye muligheder. Det er ikke vigtigt, hvor lang tid det tager. Du skal nok nå derhen, hvor du har besluttet dig for at nå hen.”