Lars Moltrup tog i praktik på Hawaii i forbindelse med sin professionsbacheloropgave i Produktudvikling og teknisk integration. Nu er han fastansat i firmaet, som laver Kitesurfing-udstyr på Maui.

Jeg kunne godt tænke mig at bo på Hawaii og leve af Kitesurfing. Lyder det urealistisk? Eller måske useriøst? Det er det ikke.

Lars Moltrup læste først til produktionsteknolog på KEA, hvorefter han valgte også at tage overbygningen i produktudvikling og teknisk integration. Som led i sin bacheloropgave var han i praktik hos Naish, der laver Kitesurfingudstyr. Naish var så glade for Lars og hans kunnen, at de fastansatte ham. 

Det hele begyndte, da Lars Moltrup havde time med underviser Christian Lystager og han sagde, at "man skal følge sin drøm". Lars Moltrup første tanke var kitesurfing.

”Mine første projekter på Produktionsteknologstudiet havde 100 procent fokus på kitesurfing. Jeg kunne altid finde en vinkel på det overordnede emne, som kunne linkes til udvikling af et stykke kitesurfing udstyr. Da mit første projekt var færdigt, oversatte jeg opgaven til engelsk og sendte den til Produkt Manageren hos Naish på Maui, Hawaii. Der kom dog ikke den store reaktion, men jeg fortsatte ufortrødent.”

Frederik Kuhl, Nautic surf og ski, som importerer Naish til Danmark hjalp med at presse på derovre, men kommunikationen var  meget sporadisk og ikke særlig motiverende. Alligevel fortsatte Lars Moltrup.

Importøren fra Naish Danmark foreslog ham at tage med til et importørmøde på Hawaii. Og det var det helt rigtige at gøre. For produkt manageren, Damien Girardin, kunne se potentialet og Lars’ store passion for at komme til at arbejde i branchen.

Efter mere end to år fik Lars Moltrup praktikplads hos Naish.

”Damien Girardin har efterfølgende fortalt, at grunden til at han tog mig ind var, at jeg pressede og pressede. Han kunne se, at det her var en person, som virkelig ville det.”

Lars Moltrup drømte om at udvikle produkter til kitesurfing, og man må sige, at drømmen er blevet virkelighed.

”Det er faktisk mere, end jeg turde håbe på. Jeg designer boards, bindinger og meget andet grej som anvendes i denne pragtfulde sport. Arbejdet er utroligt varierende. Der idegenereres, skitseres, tegnes i solidworks hvorefter prototyper bliver fremstillet - enten på god gammeldags maner eller ved hjælp a 3D printer.”

Aldrig en kedelig dag på kontoret

En normal dag for Lars Moltrup begynder ved 5-6 tiden, hvor han tager ud og surfer bølger, så han kan nå ind på kontoret til kl 9. Herefter står den på mails og deadlines indtil 14-15-tiden, hvor han tager på stranden og tester kites, boards eller andet udstyr, der kræver opmærksomhed.

”Så der er aldrig en kedelig dag på kontoret.”

Her kan du se en film om Naish. Og Lars. Talk about the good life...

vimeo.com/70111282

Læs mere om uddannelsen til produktionsteknolog her

Se mere om overbygningen Produktudvikling og Teknisk Integration her.