Det begyndte med en robot- og dronemesse i Odense, og nu har KEA dimittend Julie Bloch Jensen 14 ingeniører ansat i sit firma Copenhagen Robots.

"Ja, jeg er ved at blive 100% nørd - men det var jeg måske egentlig også i forvejen,” lyder det fra Julie Bloch Jensen, der arbejder fuldtid som forretningsudvikler og projektleder i Copenhagen Robots, som hun startede i 2016.

Copenhagen Robots arbejder med droner, robotter og kunstig intelligens. Og det er Julie, der styrer dagligdagen og teamet på 14 ingeniører fra hele verden.

”Vores projekter fokuserer på at ’redde verden’ med fremtidens teknologier,” siger Julie Bloch Jensen.

De har eksempelvis et projekt med en medicineringsrobot, der kan dosere, til danske plejehjem, dronelevering af medicin og på sigt en droneambulance, en undervandsrobot til skrald-indsamling i Københavns kanaler og Rotbot, som lokaliserer og bekæmper rotter i kloakkerne.

De arbejder også med kunstig intelligens i form af software til alle deres projekter, da "kontrol" af hardware med menneskelige operatører fx. droner kan være meget farligt.  

Robotterne kommer

Julie Bloch Jensen læste Ideation på Design & Business på KEA. Efterfølgende begyndte hun at arbejde i familiens kapitalselskab Corporate Capital, hvor hun lavede forretningsudvikling og screenede masser af håbefulde iværksætteres cases. 

”Det blev dog lidt uinspirerende i længden, og min far og jeg savnede ambitioner og visioner i de cases, vi kiggede på. Derfor tog jeg på en stor robot- og dronemesse i Odense, og da jeg kom energifyldt hjem med drømme, netværk og nye idéer, besluttede vi at starte Copenhagen Robots op med det første projektteam bestående af otte ingeniører med forskellige ekspertiser og nationaliteter, og der begyndte rejsen til en hverdag fyldt med robotter, droner og kunstig intelligens,” siger Julie Bloch Jensen.

Det med robotter kom dog ikke helt ud af det blå. Hun har altid interesseret sig for teknologi, nørderi og iværksætteri og bacheloropgaven "Disrupting transportation and logistics with heavy lifting drones" satte trumf på:

”Jeg fandt jeg ud af, hvor spændende og relevant det var at arbejde med de her fremtidige teknologier og undersøge, hvordan de kan skabe værdi. Jeg vil assistere verden med de her teknologier, som vi eksempelvis gør med vores robot, der automatisk medicinerer beboere på plejehjem, så personalet får frigivet tid til omsorg, og derved skabes en værdig tilværelse for beboeren,” siger Julie Bloch Jensen.

”KEA har lært mig, at teknologi skal tilpasses mennesket og ikke mindst det system, som det skal indgå i. Det er fantastisk at tænke på alt det, som kunstig intelligens kan hjælpe os med, så vi satser især på det område, og hvordan vi kan integrere det i vores robotter og droner, da mennesket som styringsenhed er meget usikker - selvom jeg selv er certificeret dronepilot.” 

Forretningsmodellen 

Som så mange andre teknologiske startups er Copenhagen Robots påvirket af udviklingsomkostninger.  Lige nu tjener de penge på at dele deres viden og research, men tanken er, at robotterne og dronerne skal bidrage til indtjeningen i fremtiden.

”Vi arbejder med software, hardware, research samt workshops. Vores workshops er et tilbud til det offentlige og private virksomheder om at identificere, hvor de kan anvende disse teknologier samt holde deres teknologiske viden opdateret, og det er på nuværende tidspunkt her vores indtægtskilde er.”