De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at 96 procent af dem, der tager en erhvervsakademiuddannelse har job inden et år.
Der har i den senere tid været meget debat om, at samfundet ikke skal bruge ressourcer på at uddanne studerende til brancher med dårlige beskæftigelsesmuligheder. De unge skal med andre ord tage en uddannelse, der fører til job. Og den målsætning må erhvervsakademierne siges at opfylde.
De nyeste tal fra Danmarks Statistik, nemlig de studerende der afsluttede deres uddannelse i 2013, peger på, at erhvervsakademierne klarer sig bedre end andre uddannelsesinstitutioner, og at de praksisnære uddannelser giver vores dimittender et godt afsæt for at gå direkte fra uddannelse til job.
Analysens hovedkonklusioner:
- Dimittender fra erhvervsakademierne kommer hurtigt i job, og efter 12 måneder er hele 96,13 procent i job.
- Flere uddannelser oplever, at alle studerende – altså 100 procent - er i beskæftigelse efter endt uddannelse.
- Der er ikke forskel på, om det er merkantile eller tekniske uddannelser. Begge uddannelseskategorier har toneangivende uddannelser, hvor alle dimittender kommer i beskæftigelse inden for den målte periode på 12 måneder.
Dimittender får hurtigt job
De studerende, der i 2013 har afsluttet en kortere videregående uddannelse fra et af erhvervsakademierne, har haft stor succes med at finde beskæftigelse efter endt uddannelse. Når man sammenkører Danmarks Statistiks elevregister med beskæftigelsesregister for lønmodtagere og således følger de studerendes tilknytning til arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, viser det sig, at 96,13 % af de studerende har fået deres første job 12 måneder efter endt uddannelse
Fuld beskæftigelse
En lang række af de kortere videregående uddannelser på erhvervsakademierne kan registrere, at alle studerende fra 2013 kommer i beskæftigelse inden for ét år efter sidste eksamen.
Kilde: Danmarks Statistik