Den 1. marts samles intern og ekstern kommunikation samt markedsføring på KEA i én enhed med en ny kommunikationschef.
Joakim Groth kommer fra en stilling som kommunikationschef på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, hvor han har været siden 2007. Joakim Groth besidder således både kommunikationsfaglig tyngde og ledererfaring. Han har blandt andet været ansvarlig for fakultetets nationale og internationale presseindsats, branding, markedsføring, kommunikation med virksomheder, sociale medier, filmproduktion, hjemmesider, tryksager, forskningsformidling, krisekommunikation og intern kommunikation.
Joakim Groth blev valgt ud af 58 ansøgere, og feltet var uhørt stærkt:
”Efter at have gennemført rekrutteringen, er jeg ikke i tvivl om, at vi fik rekrutteret det stærkeste kort i ansøgerfeltet. KEA får en fagligt meget stærk chef i spidsen for dette område – og som har erfaring og robusthed fra en større og mere kompleks organisation som Københavns Universitet er. Han er tilmed en behagelig personlighed, så vi ser meget frem til at få Joakim med på ledelsesholdet,” siger rektor på KEA Ingo Østerskov.
Som ny kommunikationschef på KEA kommer Joakim Groth til at stå i spidsen for en afdeling på 10-12 personer, der samles fra det nuværende KEA Erhverv, Ledelsessekretariatet og Digitalisering.