For de fleste mennesker er festivalen begrænset til en uge i himmerige, men for Lena Riechert Evald var det et halvt år, hvor hun var ansvarlig for on-site kommunikationen omkring kampagnen ’Equality - stand up for your rights’.

Aftalen med Roskilde Festival kom i stand over en øl med Christina Bilde, talskvinde for festivalen, og Freja Frederiksen, ansvarlig for festivalens sociale bæredygtighedsprofil. Muligheden fik hun gennem en kontakt fra KEAweek, der kunne introducere dem til hinanden til et event.

Lena var selv med til at færdigformulere praktikkens fokus ud fra sine kompetencer, og fik primært fokus på kommunikation af festivalens holdningsarbejde med ansvar for udfoldelsen af kampagnen ’Equality - stand up for your rights’, der handler om politisk lighed, på festivalpladsen.

Hun endte med at forlænge sin praktik og skrive speciale om branding af non-profit organisationer som Roskilde Festival i kombination med experience design.

”Da jeg blev færdig som E-designer (design og entreprenørskab) på KEA, stod der Challenge the Ordinary på eksamensbeviset, og jeg tænkte at det egentlig er en meget god beskrivelse af min måde at arbejde på,” siger Lena Riechert Evald.

Og det var præcis det, der gjorde hendes arbejde for Roskilde særligt – at hun stillede spørgsmål til den gængse måde at sammensætte en kampagne på. Kan vi gøre noget andet end bare bannere? Eller kan de skifte form? Blive placeret mere strategisk? - Skal de overhovedet være der?

Lena Riechert Evald tog udgangspunkt i de glemte rum på festivalen – alle de ikke-indlysende flader at kommunikere på.

Hun indledte for eksempel et samarbejde med Stine Hvid (kunstner), og sammen fik de lavet en Equality-kunstvæg og matchende tatoveringer. Derved bliver kroppen pludselig også et rum, man kan kommunikere på, modtagerne bliver bærere af budskabet – og så kan man skrive på bagsiden af tatoveringen.

”Jeg har haft stor glæde af den selvstændighed, man opdyrker på KEA. Vi har lavet så mange projekter, løst cases og startet virksomheder op – det er noget andet end bare at gå i skole. Jeg har fået den entreprenante følelse med fra KEA, som gør, at jeg godt tør at gå ud og tage chancen” siger Lena Riechert Evald, som er fuld af ideer til næste års festival – kan man fx få målgruppen til at være med til at skabe kampagnen inden festivalen, eller kan man bruge den der følelse af post festival Roskilde-Blues til noget?

Og det er godt, for hun er nemlig også at finde på RF17 som kampagneleder for den visuelle- og on site del af Equality.

Derudover har hun sit eget firma som freelancer med visuel kommunikation, branding og experience design. Du kan også læse om hendes tanker bag arbejdet med Roskilde Festival og et værktøj, hun har udviklet særligt i den forbindelse på //www.medium.com/@LenaEvald">hendes blog, hvor hun skriver om hverdagens designmæssige problemstillinger.