H&M bad 210 danske og internationale designteknologstuderende udtænke et helt nyt, fiktivt og bæredygtigt koncept til det svenske gigant-brand. Det kom der nogle super originale ideer ud af.
Syv grupper var blevet udvalgt af underviserne til at præsentere for H&M.
Der var blandt andet forslag om tøj lavet af frugt-affald – fx pinatex som er skabt af fibre fra toppene på ananas, som normalt smides ud, men faktisk kan blive til et slidstærkt og lækkert læder-agtigt materiale.
Nye butikker kaldet H&M Local, som skal sælge slow fashion designet af lokale designere fx sydafrikanske i Cape Town, og som kun sælges i dén pågældende by. Hvilket gør det til et must, at besøge H&M Local, når man rejser til storbyer rundt om i verden.
Men det var faktisk et wild card, der vandt.
Udover de syv udvalgte grupper kunne H&M vælge et wild Card fra de resterende grupper, og det var altså dem og deres COS Care-koncept, der løb med 1.pladsen.
”Vi havde fra start en ide om, at det var COS vi ville arbejde med, da de ikke har nogle bæredygtige aspekter i deres brand. Vi havde stor fokus på, at produkterne skulle være tro mod, hvad COS står for - altså kvalitet og lækkert enkelt design og på, hvordan man beskytter og forlænger livet på tøj. COS CARE er en plejeserie til tøjet med b.la. bæredygtigt vaskemiddel, tøj deodorant og æteriske olier med forskellige dufte til mænd og kvinder. Derudover har vi skabt to limited edition kollektioner til henholdvis mænd og kvinder, begge i tidløse designs i bæredygtige og eksklusive materialer, man ønsker at passe godt på,” lyder det fra teamet.
Og det imponerede H&M:
”Gruppen havde udviklet et rigtig stærkt koncept, der fokuserede på en relevant, bæredygtig mærkesag; god pleje og vedligeholdelse af tøj, så det kan have et langt liv,” siger Mia Møgelgaard, sustainability manager i H&M.
Selvom kun syv grupper fik lov at præsentere, blev der taget noter af alle gruppernes ideer.
”Vi var meget imponerede og glade for det store engagement, som alle grupper har udvist i forbindelse med denne opgave. Vi så rigtig mange forskellige vinkler og løsninger, og derfor har det været en inspirerende dag for os.
Scan & Buy
2. pladsen gik til team 6 og deres koncept Northbound, der er rettet mod mænd.
I Northbound-butikkerne downloader man en app, tager et billede af sig selv, hvorefter man scanner de produkter, man overvejer at købe – som selvfølgelig er bæredygtige. Dernæst går man hen til et fuldfigur spejl, som viser dig med de scannede varer på. Kan man lide, hvad man ser, trykker man køb, hvorefter robotter pakker din bestilling i kælderen og sender dem op og bingo, så er du klar til at gå.
Det vil formentlig tiltale de mange mænd, som gerne vil have shoping overstået i en fart.
Man kan også vælge at prøve tøjet helt normalt og nyde en kop kaffe i cafeen med udsigt til robotterne, der arbejder.
3. pladsen team 31 og konceptet Good Fellas by H&M, som også er et 100 procent bæredygtigt brand til mænd. Først som en limited kollektion og siden som en permanent linje.
Alt er bæredygtigt, men fordi mange mænd ikke interesserer sig for bæredygtighed, er det designet der skal sælge.
H&M er i forvejen verdens største aftager af økologisk bomuld, ligesom de helt har udfaset de farlige fluorstoffer, som desværre findes i snart alting nu om dage. For blot at nævne et par ting. Med andre ord er H&M en af de virksomheder, der gør en stor forskel i modebranchen – verdens mest forurenende industri.
Men de vil gerne gøre endnu mere og ikke mindst have deres forbrugere til at foretage flere bæredygtige valg.
H&M bad derfor de studerende på 1.semester på Designteknolog om at udvikle et nyt fiktivt koncept eller subbrand, der rammer én eller flere målgrupper, og som skal inspirere til mere bæredygtighed.
”Vi har samarbejdet med KEA i en årrække nu og vi sætter først og fremmest stor pris på, at vi kan bidrage til at skabe en tættere relation mellem studerende og erhvervslivet. Vi får nye, spændende vinkler på konkrete problemstillinger, som vi arbejder med i vores dagligdag,” siger Mia Møgelgaard, sustainability manager, H&M.