Vi mennesker tror, vi er ih-og-åh så udviklede, men i virkeligheden er vi bare store aber, som kan sættes på formel – også kaldet adfærdsdesign. Og det kan man med fordel benytte sig af som virksomhed og som designer.

Når Fakta ommøblerer hele butikken, så er det fordi, de ved præcis, hvad deres kunder gør og vil – hvornår de køber hvad næsten helt ned på minuttet. De bruger Big data kombineret med kognitiv psykologi.

Flere og flere virksomheder benytter sig af adfærdsdesign. De regner kunderne ud, og det er langt nemmere, end man umiddelbart skulle tro.

”Vi mennesker tror, vi er åh så udviklede, men vi er bare store fede aber, der spiser pizzaer med smeltet os, selvom vores fornuft ved bedre. Aben styrer 90 procent af vores adfærdsmønstre. Og det skal man forstå, uanset om man designer smykker eller er købmandsbutik. Man kan ikke lave service, med mindre man forstår det,” siger Programchef på KEA Design, Mette Harrestrup.

Nogle gange vil vi da også have noget, vi ikke vidste, vi ville have?

”Ja, og det er fordi, det kan koges ned til magt, sex eller kalorier. Som oftest kan vores handlinger skrælles ned til meget få ting. Når vi køber en Guggitaske til 10.000 kr. giver det jo ikke mening. Men det gør det for aben.”

Det kan lyde koldt og kynisk at tale til aben i os mennesker, men Mette Harrestrup understreger, at adfærdsdesign også kan bruges til at forstå mennesker bedre og fx undgå konflikter.

”Ældre demente på plejehjem bekymrer sig ikke om levnedsmiddelregler, de bliver bare vrede og måske endda voldelige, fordi de ikke selv må hente en sodavand i køleskabet. Der kan adfærdsdesign bruges til at forstå dem bedre og indrette omgivelserne derefter, så man undgår unødig konflikt,” siger Mette Harrestrup.

Og netop adfærdsdesign er emnet for KEA Kuren som afholdes på KEA Design den 3. marts kl.16.00–18.00 på KEA Guldbergsgade 29N, 2200 København N.

Sebastian Borum Olsen fra /Kl.7 er en af dem, der kommer og holder oplæg:

”Vi har to systemer i hjernen, som vi bruger til at træffe beslutninger. Det ene er analytisk og velovervejet, det andet er underbevidts og automatiseret – og det er det sidste, der klart bestemmer det meste af vores adfærd og beslutninger. Vi er stadig aber, men vi har fået jakkesæt på.”

Adfærdsdesign handler om at designe til aben, i stedet for at tale til intellektet. For det giver meget bedre resultater.

Og det kommer Glenn Bisgaard fra Apollo Rejser og fortæller om, hvordan de har haft succes med på deres hjemmeside med hjælp med fra /KL.7 

KEA KUREN // INSPIRATION OG NETVÆRK

  1. 3. marts kl. 16.00–18.00 på KEA Design, Guldbergsgade 29N, 2200 København N.

Pladserne fordeles efter først-til-mølle princippet og er ganske gratis. Tilmeld dig her: http://www.kea.dk/keakuren/